Dansk Energi: Finansloven er en sejr for den vedvarende energi
Finansloven indeholder massiv udbygning af vedvarende energi og viser os, hvordan Danmark får tilstrækkeligt med grøn strøm til at nå vores klimamål. Endelig bliver der udstukket en klar rute for, hvordan vi skal nå Klimalovens 70 procents-reduktion, lyder det fra Dansk Energi.
Der skal bygges op til tre gange Thor havvindpark (3 GW) mere end planlagt, og der skal sættes mere end 400 MW vind- og solenergi op på land årligt – eller hvad der svarer til fem gange Danmarks største nuværende park på Thorup Sletten.
Det er blandt de grønne elementer, regeringen og dens støttepartier har givet hinanden politisk håndslag på i forbindelse med Finansloven for 2022.
Det får Dansk Energi til at hejse det grønne flag.
“Endelig! Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at nå Danmarks klimamål, har vi brug for grøn strøm og rigtig, rigtig meget af det. Vi skal bruge grøn strøm til biler, opvarmning af huse, til industri og på lidt længere sigt også som brændstof til fly, skibe og lastbiler. Partierne bag denne finanslovsaftale udstikker nu en rute, der giver branchen og resten af Danmark en tro på, at vi kan producere grøn strøm til det hele,” siger administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard.
Konkret er der afsat 63 millioner kroner til at speede screeninger af nye arealer til havvindmøller op, og det skal sikres at der er nok grøn strøm til at realisere regeringens kommende strategi for opbygning af en dansk Power-to-X-industri for produktion af grønne brændsler, som er afhængig af ny storskala havvind.
Samtidig skal man undersøge mulighederne for at fremrykke og udvide energiøerne ved Bornholm og i Nordsøen: Om energiø Bornholm kan stå klar med to GW i stedet for kun én i 2030, og at sigtepunktet for energiøen i Nordsøen skal være 10 GW allerede i 2040.
“Det er stort, og tempoet er højt. Men der er ingen vej udenom, hvis målet skal nås, for det er lovfæstet og ikke til diskussion, og jeg ser ingen grund til, at det ikke skulle kunne lykkes,” siger Lars Aagaard og henviser til det nyligt afholdte udbud på Thor Havvindmøllepark i Nordsøen, der på grund af enslydende, lave bud måtte afgøres ved lodtrækning.
“Det viser med al ønskelig tydelighed, at branchen er mere end parat, hvis arealerne, mulighederne og rammerne er der. Ja – man er villig til at betale endog store summer for at få lov til at opstille vindmøller. Det er vildt! Vedvarende energi er simpelthen blevet en supergod businesscase – ikke mindst for staten. Så alle vinder på den finanslovsaftale, der nu er indgået,” siger Lars Aagaard.
Han peger samtidig på, at udbygning af vind- og solenergi på land har været sat næsten i stå gennem de senere år, og derfor glæder Lars Aagaard sig over øget fokus på præcis det. På næste års finanslov er der nu afsat 29 millioner kroner til at afkorte den tid det tager at sagsbehandle nye sol- eller vindprojekter.
Deuden er der afsat 28 millioner kroner til undersøgelse af, hvordan grønne energianlæg og natur kan leve sammen i fordragelighed.
“I dag bliver alt for mange vedvarende energiprojekter hældt af brættet på et sent tidspunkt, hvor projekterne er enten tæt på at blive realiseret eller ligefrem er i drift, fordi der fundet en fugl, en frø eller noget sjælden natur på stedet. Det dur jo ikke. Natur og klima er ikke – og kan ikke – være hinandens modsætninger, så der skal findes en vej, hvor begge dele har plads,” siger Lars Aagaard.