Dansk containerterminal har fuldt indfaset fossilfrit brændstof
Brændstofforbruget i containerhåndteringen hos Copenhagen Malmö Port er nu fuldt fossilfrit efter indfasning af HVO100-brændstof. Det reducerer forbruget af fossil diesel med over 286.000 liter og udledningen af CO2e med 640 ton årligt.
Copenhagen Malmö Port (CMP) har siden november 2023 gradvist indfaset det fossilfrie brændstof HVO100 på containerterminalen i København, og nu er havneselskabet nået til det punkt, hvor brændstofforbruget i containerhåndteringen er fuldt fossilfrit. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
HVO100 reducerer CO2-udledning med op til 90 procent i forhold til brugen af fossil diesel, og containerterminalens store STS-kraner og arbejdskøretøjer kører allerede på el fra vedvarende energikilder.
Oprindeligt var det planlagt, at fuld indfasning af HVO100 først skulle finde sted i forbindelse med ibrugtagningen af den nye containerterminal i Københavns Ydre Nordhavn i 2025.
Indfasningen omfattede i slutningen af 2023 terminaltraktorer, samt baglands- og gaffeltrucks. I første halvdel af 2024 idriftsattes CMP’s nye straddle carriers, med en batteri-hybrid drivlinje som er kompatibel med HVO100, på dele af den eksisterende containerterminal. Derefter blev HVO100 succesfuldt testet på CMP’s ældre straddle carriers i løbet af sommeren 2024 og fra 1. august 2024 kører alle maskiner i ordinær drift dermed fossilfrit.
"I CMP er vi stolte af at kunne tilbyde containerterminalhåndtering i København uden brug af fossile brændstoffer – endda over et halvt år før oprindeligt planlagt. Dette er et vigtigt skridt i vores, såvel som vores kunders og hele transportsektorens grønne omstilling. Containerterminalen i København er helt central for forbrugere og virksomheder i hovedstadsområdet og Sjælland - her håndteres langt størstedelen af containere til det østdanske marked. Det er derfor vigtigt for os at have fjernet fossile brændstoffer i vores terminaldrift og derved understøtte udfasningen af fossile CO2-udledninger i København ligesom i Malmö," lyder det fra COO hos Copenhagen Malmö Port, Povl Dolleris Røjkjær Ungar.
I årene 2020 – 2023 har CMP mindsket sine CO2-udledninger i egen virksomhed med 68 procent, hvilket modsvarer en reduktion med 1.477 ton CO2e på årsbasis. I Malmö har CMP allerede indfaset HVO100, hvilket har reduceret CMP's udledninger med over cirka 840 tons CO2e på årsbasis.