Ørsted udvider mål om vedvarende energi til alle leverandører
Den danske energigigant Ørsted har sat et klart mål om, at alle leverandører skal anvende 100 procent vedvarende energi i 2025, og bliver dermed det første energiselskab i verden, der stiller krav til sine leverandører på det felt.
Danske Ørsted er godt på vej til at blive CO2-neutral inden 2025 i sin egen energiproduktion og drift, og derfor fortsætter energikoncernen nu med at kigge på leverandørernes CO2-udledning fra produktion, transport, installation og drift af vedvarende energiaktiver som det næste skridt i selskabets arbejde med at reducere CO2-udledningen.
For at Ørsted kan nå sine mål om reduktion af forsyningskædens CO2-udledning, som blev etableret i 2020, og som understøtter selskabets videnskabeligt baserede mål om at blive CO2-neutral inden 2040, er koncernen afhængig af samarbejde på tværs af forsyningskæden samt af leverandørernes succes.
Ørsted går derfor nu i gang med at udvide sit mål om 100 procent vedvarende energi fra kun at omfatte de strategiske leverandører til at omfatte alle leverandører. Det betyder, at Ørsted nu forventer, at alle selskabets leverandører senest i 2025 udelukkende bruger energi fra vedvarende energikilder, når de leverer produkter eller ydelser til Ørsted.
“En bæredygtig fremtid for vores klode kræver en hurtig omstilling til vedvarende energi og en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 °C. Derfor skal branchen for vedvarende energi gå forrest ved at reducere CO2-udledningen i sin egen forsyningskæde. Vi har omdannet Ørsted til et globalt førende selskab inden for vedvarende energi, og det er vores klare holdning, at virksomheder skal kræve en videnskabeligt baseret klimaindsats af hinanden.”
lyder det fra koncernchef og administrerende direktør for Ørsted, Mads Nipper.
Vedvarende energi er en lettilgængelig måde at reducere CO2-udledningen på. Med det nye mål forventer Ørsted af alle sine leverandører, at de dækker 100 procent af deres elforbrug med vedvarende energi ved eksempelvis at investere i vedvarende energiaktiver på sites, indgå elkøbsaftaler – såkaldte PPA’er – bundet til vedvarende energiprojekter, hvis realisering er afhængig af, at der sikres finansiering, eller at købe certifikater på vedvarende energi.