Rekordmåned – Østjysk containerhavn når nye højder

Foto: ADP A/S / LinkedIn

Fredericia Havn kunne i september sammen med Fredericia Shipping notere den højeste containeraktivitet nogensinde på den østjyske havn.

Offentliggjort

Det går forrygende godt på Fredericia Havn, hvor containeraktiviteten i sidste måned nåede nye højder. September har nemlig vist sig at være den bedste containermåned nogensinde, hvor havnen i samarbejde med Fredericia Shipping håndterede over 13.300 TEU. Det oplyser havnen på det sociale medie LinkedIn.

Containerforretningen på Fredericia Havn har allerede gennem det første halvår været i massiv vækst med en fremgang på 9 procent, og nu fortsætter omsætningen altså ind i andet halvår med kraftig vækst.

Nyheden om den stigende containeraktivitet kommer blot kort tid efter, at havneselskabet ADP A/S, som står bag Fredericia Havn, for andet år i træk præsenterede tocifrede vækstrater i omsætningen og et meget stærkt driftsresultat.

Powered by Labrador CMS