Vilde tal! Containerrederi 22-dobler overskuddet
Det kinesiske containerrederi Cosco har 22-doblet sit overskud i årets første seks måneder i forhold til samme periode sidste år.
Verdens fjerdestørste containerrederi, kinesiske Cosco, kunne i denne uge præsentere et bemærkelsesværdigt regnskab for årets første seks måneder.
Her har rederiet nemlig landet et overskud på hele 42,9 milliarder yuan. Det er en 22-dobling af nettoresultatet fra 2020, hvor Cosco i samme periode måtte “nøjes” med beskedne 1,9 milliarder yuan.
Det er højere fragtpriser og flere varer at fragte, der har båret kinesernes regnskab frem, og også omsætningen i rederiet er skudt helt i vejret.
I årets første halvår kan Cosco nemlig fremvise en omsætning på 139,3 milliarder kinesiske yuan, mens de til sammenligning opnåede 74,1 milliarder yuan i første halvdel af 2020.
For at smede mens jernet er varmt og imødekomme manglen på plads ombord på sine containerskibe har Cosco valgt at udvide sin fragtkapacitet ved blandt andet at leje skibe til sin i forvejen store flåde.