Væltet af tronen – Maersk er ikke længere verdens største

Arkivfoto: Maersk

Danske A.P. Møller Maersk er ikke længere verdens største containerrederi. Maersk blev vippet af pinden den 24. november.

Offentliggjort

Danmark kan ikke længere pryde sig af at have verdens største containerrederi i A.P. Møller Maersk. Sådan lyder det fra analysehuset Linerlytica.

I stedet er det nu schweiziske MSC, der har overtaget tronen med et køb af containerskibet Susan Maersk, der gik i orden den 24. november.

Det schweiziske rederi har i løbet af de seneste 16 måneder opkøbt mere end 125 brugte skibe og bestilt flere nye skibe end noget andet containerrederi.

Selv om A.P. Møller Maersk altså ikke længere kan prale af at drive verdens største flåde af containerskibe, så råder det danske rederi dog fortsat over verdens største ejede containerflåde. Størstedelen af MSC’s containerskibe er nemlig ikke ejet af schweizerne men derimod chartret.

Ifølge et andet analyseinstitut, Alphaliner, er der dog tvivl om MSC’s nye førertrøje. Maersk har nemlig en kapacitet der er 10.817 teu større end schweizernes, hvilket får Alphaliner til fortsat at kategorisere det danske rederi som verdens største.

Powered by Labrador CMS