Første STS-kran er ankommet til Danmarks nye containerterminal

Den første STS-kran til den nye containerterminal er ankommet til København.

Copenhagen Malmö Ports har modtaget den første STS-kran, som skal installeres på den nye containerterminal i Ydre Nordhavn i København.

Efter fire dages sejlads er den nye Ship-to-Shore (STS) kran ankommet til København fra Konecranes i Finland. Det oplyser Copenhagen Malmö Ports (CMP) i en pressemeddelelse.

Fakta Ship-to-Shore kran:

  • Ship-to-Shore (STS) kraner – 2 stk.
  • Højde (til top): 77,34 meter
  • Højde (med udligger oppe): 108 meter
  • Løftehøjde: 42 meter
  • Afstand mellem kranspor: 24 meter
  • Vægt: 1150 tons
  • Rækkevidde af udligger: 42,5 meter
  • Rækkevidde bag kran (backreach): 18 meter
  • Elforsyning: 3 faser, 10 kV
  • Løftekapacitet: 65/75 tons
  • Hejsehastighed: 90-180 m/min
  • Genererer strøm når containere sænkes
  • Semi-automatisk operation og fjernstyring
  • Kilde: Copenhagen Malmö Ports

Modtagelsen af kranen, der skal installeres på den nye containerterminal i Ydre Nordhavn i København, markerer et stort skridt i havneselskabets ambitioner om at skabe det, som de selv kalder for 'en af de mest effektive og moderne containerterminaler i Nordeuropa'.

"Det er med stor begejstring, vi har modtaget den første af vores to nye STS-kraner. Med betydeligt større kapacitet end i dag og med nye teknologier såsom semi-automatisk drift og fjernstyring, vil vi kunne tilbyde vores kunder endnu bedre service fremover. De nye kraner drives fossilfrit og genererer også elektricitet, når containerne sænkes. Dette understøtter også vores ambition om en mere bæredygtig og effektiv havnedrift," lyder det fra COO hos Copenhagen Malmö Port, Povl Dolleris Røjkjær Ungar.

Klar til efteråret

Den nye containerterminal, der kommer til at råde over 550 meter kaj og et bagland på 165.000 kvadratmeter, skal efter den nye plan stå færdig til efteråret 2025, og hos bygherren By & Havn er der stor glæde over, at den nye STS-kran, som i øvrigt er den 50. Konecranes STS leveret til containerterminalkunder i Østersøregionen siden 1999, er ankommet.

"By & Havn investerer massivt i den grønne omstilling af erhvervshavnen i København i disse år. Både i forhold til at sikre landstrøm til skibe, der lægger til kaj og til anlægget af en ny og energivenlig containerterminal i Ydre Nordhavn, som fortsat vil gøre det muligt at få varer leveret direkte til regionens borgere, uden at varerne skal transporteres langt over land. Kranerne som i disse uger installeres på kajen er ikke bare et tydeligt tegn på, at her skal den kommende containerhavn ligge. Det er samtidig et signal om, at vi ønsker en effektiv drift der fortsat er fossilfri og som er med til at gøre erhvervshavnen bedre og grønnere, siger Anne Skovbro, adm. direktør, By & Havn.

Den anden STS-kran, der skal opstillet på den nye containerterminal, ankommer efter planen om nogle uger.

Powered by Labrador CMS