Verdens største fragthavn på vej mod genåbning?

Foto: Ningbo Zhoushan Port

Verdens største fragthavn, Ningbo-Zhoushan i Kina, der i sidste uge lukkede en containerterminal efter en ansat testede positiv med coronavirus, er angiveligt klar til en delvis genåbning i næste uge.

Offentliggjort

Verdens største fragthavn, Ningbo-Zhoushan i Kina, der i sidste uge lukkede en containerterminal efter en ansat testede positiv med coronavirus, er på ven mod en genåbning af flere havneaktiviteter i næste uge. Det oplyser i hvert fald flere kinesiske medier.

Havnen lukkede sidste onsdag ned for containerterminalen Meishan, ligesom der blev indført et totalt stop for anløb på havnen, hvilket fik flere til at frygte en ny krise i containerfragtindustrien.

Flere kilder har fortalt kinesiske medier, at der vil ske en delvis genåbning af terminalen Meishan den 24. august, og at den vil blive helt genåbnet den 1. september. Ingen af disse oplysninger er dog bekræftet fra officiel side.

Havneyndighederne har dog tidligere udtalt i en officiel meddelelse, at de forventer en fuld genåbning af alle havnens terminaler senest den 1. september.

Flere eksperter udtaler i den forbindelse, at det vil tage omtrent 10 til 14 dage at rydde de oplagrede containere på havnen, ligesom man næppe skal forvente almindelige tilstande før i slutningen af september.

Powered by Labrador CMS