Nedgang i antal nye maritime studerende
Selvom Martec har sat rekord med 137 nye studerende, så har Det Blå Danmark måtte notere et fald i antallet af studerende på de maritime uddannelser.
Når de danske uddannelsesinstitutioner om få uger åbner dørene til et nyt hold af studerende, så er der 837 personer, som har fået plads på en maritim uddannelse. Det står klart, efter tallene fra Den Koordinerede Tilmelding i sidste uge blev præsenteret af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Selvom der overordnet er tale om en nedgang i antallet af maritime studerende på 23, så er der dog alligevel positive miner hos direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle.
"Vi glæder os til at byde alle de nye studerende velkommen til vores branche. Vi har brug for dem, og jeg er sikker på, at der venter dem et sjovt og spændende arbejdsliv bagefter," siger direktøren i en pressemeddelelse.
Af der 837 nye maritime studerende står Martec - Maritime and Polytechnic College for optaget af 137, hvilket er 16 flere nye studerende end sidste år. SIMAC har optaget 150 studerende, som er det samme antal som sidste år, mens Copenhagen Business School - ganske som i 2023 har optaget 75 nye studerende på BSc i International Shipping and Trade.