To børn testet positive for covid-19 på krydstogtskib

Arkivfoto: Royal Caribbean

To børn under 16 år er testet positive for covid-19 ombord på Royal Caribbeans krydstogtskib Adventures of the Seas.

Offentliggjort

Under rutimemæssige test af passagerer har krydstogtrederiet fundet to positive tilfælde af covid-19 ombord på skibet Adventures of the Seas, der netop nu er på vej fra Bahamas til hjemhavnen i Florida i USA. Det oplyser Royal Caribbean Cruises på deres hjemmeside.

Begge er under 16 år og er straks blevet sat i karantæne. Den ene person var uden symptomer, mens den anden har milde symptomer, lyder det fra krydstogtrederiet.

Hele den amerikanske krydstogtbranche er kun så småt begyndt at åbne op efter en længere nedlukning på grund af corona-pandemien, men der er fortsat mange restriktioner, som både rederier og passagerer skal følge. Blandt andet er det et krav, at alle over 16 år er færdigvaccineret.

Ifølge Royal Caribbean er 92 procent af gæsterne ombord på Adventures of the Seas fuldt vaccineret, mens de resterende 8 procent er under 16 år.

Powered by Labrador CMS