Coronaramte søfolk får ny fond – Du kan også hjælpe

Arkivfoto: Norden

Danske Rederier støtter ny fond, som skal hjælpe indiske og andre udenlandske søfolk, som er særlig ramt af Covid-19. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Med en donation på 10.000 dollars har Danske Rederier givet et økonomisk bidrag til en nyoprettet fond. Fonden er oprettet efter flere internationale aktører inden for shipping har henvendt sig til International Chamber of Shipping (ICS) og udtrykt bekymring over for særligt indiske søfolk og deres familier.

Indien er netop nu meget hårdt ramt af Covid-19, og for søfolkenes vedkommende sker det ovenpå halvandet år, hvor de i forvejen har haft et ekstraordinært krævende job.

”Når en samlet shippingbranche går sammen med en opfordring til at hjælpe indiske og udenlandske søfolk, støtter vi naturligvis fra Danske Rederier. Der er et særligt bånd, som knytter søfolk sammen. Det synes jeg, at dette initiativ er et godt billede på,” siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

Fonden har et mål om at rejse 1.000.000 dollars, som primært skal hjælpe indiske søfolk, men også kan gå til andre særligt ramte.

Det har i forvejen været svært at skifte besætning, siden coronapandemien brød ud, og med det seneste udbrud i Indien, har mange havne indført strenge restriktioner for søfolk, som har været i eller omkring Indien, Bangladesh, Nepal, Pakistan, eller Sri Lanka. Det har betydning for både søfolkene og deres familier.

”Jeg vil virkelig opfordre alle både indenfor og udenfor branchen til at støtte op om denne gruppe søfolk, som lige nu er meget hårdt ramt af Covid-19. Her er en gylden mulighed for at vise sammenhold på tværs af landegrænser og konkret bakke op om de mange søfolk, som har holdt forsyningslinjerne åbne i al den tid, hvor verden har været lukket ned på grund af corona” siger Anne H. Steffensen.

Du kan bidrage med en donation på linket her:

The Seafarers’ Charity: Seafarers International Relief Fund (enthuse.com)

Powered by Labrador CMS