DFDS suspenderer København-Oslo

DFDS Pearl Seaways. Arkivfoto: DFDS.
DFDS Pearl Seaways.

Skærpede restriktioner fra politisk hold har tvunget DFDS til midlertidigt at standse færgen Pearl Seaways’ rute mellem København og Oslo.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da der fredag eftermiddag kom nye restriktioner, der skal begrænse smittten af coronavirus i det danske samfund, betød det også, at DFDS er nødt til at sætte ruten København-Oslo på pause. Dermed lægges færgen Pearl Seaways midlertidigt op, og besætningen sendes hjem på statens lønkompensation. Tilbage om bord forbliver en minimal bemanding. Oplægningen forventes at vare så længe, som regeringens skærpede rejseregler er i kraft, skriver CO-Sea.

– Vi har forståelse for DFDS’ beslutning om oplægning af ‘Pearl Seaways’, sådan som situationen ser ud lige nu. Rederiet bekræfter, at de vil gøre brug af statens lønkompensationspakke. Lønkompensationen fra staten løber foreløbigt frem til 17. januar, og vi håber, at den forlænges parallelt med evt. fortsatte restriktioner, siger Ole Philipsen, formand for Metal Maritime, der er en underafdeling i fagforeningen Dansk Metal.

Regeringens skærpede rejseregler påvirker alle rejser ind og ud af Danmark, og grænserne lukkes for alle indrejsende, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål for indrejse. Samtidig kræves nu en negativ coronatest, der er maksimalt 24 timer gammel.

Powered by Labrador CMS