Trods horribelt corona-år: Scandlines betaler støtte tilbage

Foto: Horst-Dieter Foerster / Scandlines

Færgerederiet Scandlines havde et uhyre hårdt 2020 på grund af coronapandemien, hvor selskabets overskud tog et dyk på hele 85 procent. Alligevel betaler de ni millioner i støtte tilbage til den danske regering. Det oplyser Scandlines i deres årsrapport.

Offentliggjort

Scandlines opretholdt driften under udbruddet af covid-19 og sikrede en tilfredsstillende lønsomhed trods en dramatisk nedgang i trafikvolumen og omsætning som følge af rejserestriktioner og grænselukninger. De to færgeruter cementerede deres status som kritisk infrastruktur, og Scandlines fortsatte med at skabe en mere konkurrencedygtig forretning og investere i grønne initiativer i 2020.

Covid-19-udbruddets store påvirkning af Scandlines’ trafikmaskiner og BorderShops medførte en betydelig nedgang i omsætningen til 273 millioner euro i 2020 mod 475 millioner euro året før. Da restriktionerne i løbet af sommeren blev lempet midlertidigt efter nedlukningen i foråret, vendte shoppingtrafikken hurtigt tilbage. Fritidstrafikken genvandt også i nogen grad terræn, indtil nye regionale og nationale rejserestriktioner medførte endnu et fald i efteråret.

Omsætningen fra de to færgeruter faldt til 216 millioner euro, da rejserestriktioner og grænselukninger havde en markant negativ påvirkning på bil- og passagertrafikken, der faldt med over 50 procent efter udbruddet af covid-19. Fragtforretningen leverede relativt stabile trafiktal med et fald på 6 procent, da Scandlines opretholdt driften og fortsatte med at tilbyde hyppige afgange, høj pålidelighed og fleksibilitet for at imødekomme kundernes efterspørgsel og opretholde de kritiske leverancer af medicin, fødevarer og andre nødvendigheder. Omsætningen fra BorderShops faldt markant til 57 millioner euro mod 124 millioner i 2019 som følge af de rejserestriktioner og grænselukninger, der blev indført fra marts 2020.

Gennem målrettet omkostningsstyring og fortsatte effektivitetsforbedringer dæmpede Scandlines effekten af den lavere omsætning på lønsomheden, og driftsresultatet før afskrivninger og særlige poster udgjorde 84 millioner euro svarende til en overskudsgrad på 31 procent. Scandlines opfyldte betingelserne for at modtage covid-19-støtte fra den danske stat, hvilket gjorde det muligt at fastholde medarbejdere og dække de faste omkostninger i en situation præget af særdeles stor usikkerhed. Trods de turbulente forhold i 2020 skabte Scandlines et positivt resultat og besluttede at tilbagebetale den danske støtte på 9 millioner euro til dækning af faste omkostninger.

”Den dramatiske udvikling under corona-pandemien understreger vores bæredygtige trafikmaskines position som et stykke kritisk infrastruktur. Mens passagertrafikken og besøgene i vores BorderShops faldt drastisk på grund af rejserestriktioner, grænselukninger og andre smitteforebyggende tiltag, opretholdt vi driften for at betjene vores fragtkunder og sikre de afgørende leverancer på tværs af landegrænser i en udfordrende tid. Vi fortsatte med at sejle hele året, selvom vi så biltrafikken falde med over 96 procent i april og transporterede færre end 200 biler om dagen på vores to ruter under den hårdeste nedlukning i foråret,” siger CEO Søren Poulsgaard Jensen.

Scandlines fortsatte med at investere i flåden – med installationen af et rotorsejl på M/F Copenhagen og nye thrustere på M/F Deutschland – for at fastholde og udbygge positionen som frontløber inden for grøn færgedrift, reducere koncernens fodaftryk og bidrage positivt til omverdenen.

“Mens covid-19 medførte et særdeles kraftigt fald i omsætning og indtjening i 2020, er vi yderst taknemmelige for den helt ekstraordinære indsats, som alle medarbejdere har ydet og fortsat yder for at beskytte Scandlines. Baseret på den samlede globale indsats for at håndtere effekterne af corona-pandemien, vores medarbejderes enestående engagement og de langsigtede investeringer i vores bæredygtige trafikmaskine er vi overbevist om, at vi vil se en gradvis bedring i 2021,” siger CEO Søren Poulsgaard Jensen. Scandlines forventer, at bil- og passagertrafik samt shopping- og busrejser fortsat vil være meget negativt påvirket af covid-19, indtil den fælles indsats for at håndtere pandemien skaber mulighed for at rejse igen. Fragttrafikken ventes fortsat at være relativt stabil på et højt niveau i 2021, og Scandlines fastholder et skarpt fokus på effektivitet og omkostningsstyring for at afbøde de negative effekter i en periode præget af fortsat usikkerhed. Som følge af den høje grad af usikkerhed og den lave sigtbarhed er ledelsen ikke i stand til at udtrykke præcise finansielle forventninger for 2021.

Powered by Labrador CMS