Færgerederier råber om hjælp
Forud for den vigtige sommersæson kommer udenrigsfærgerne, der sejler til Norge, med et råb om hjælp: Skab klarhed om rammerne for fuld rejsefrihed over de norske grænser, før det ødelægger endnu en højsæson. Det skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.
Selvom der er kort tid til, at sommerferien er over os, og mange danskere normalt ville tage færgen til Norge, er billedet noget anderledes i år.
Trods det at nabolande som Sverige og Tyskland begynder at åbne op og tillade danske turister, er der fra de norske fjelde en larmende tavshed. Det er nemlig stadig uklart, hvornår vi kan se frem til fuld rejsefrihed over grænsen til Norge.
Det skaber stor frustration hos rederierne. Blandt andet hos DFDS, der har måttet forlænge oplægningen af Oslobåden, da de afventer afklaring på, hvornår de igen kan sejle turister på sommerferie i Norge.
”Vi har netop meldt ud at vi genoptager sejlads mellem København og Oslo fra den 2. juli. Men der er ikke endnu klare kriterier på plads for indrejse til Norge eller en evt. aftale på plads om gensidig anerkendelse af nationale COVID-19 pas. Begge ting er afgørende for at vi kan genoptage driften fuldt ud til glæde for vores passagerer og så vi kan få vores hjemsendte ansatte på arbejde igen,” siger Torben Carlsen, CEO i DFDS.
Også hos Fjordline, mærker man konsekvensen af manglen på en køreplan for fuld rejsefrihed. Med udsigt til den nye hurtigfærge, der for alvor skulle komme til sin ret denne sommer, er frustrationerne markante hos Brian Thorsted Hansen, koncernchef i Fjordline.
”Det er meget frustrerende, at vi på vej ind i den altafgørende sommerperiode ikke kan lade trosserne gå på den nye færge og gøre det, vi gør bedst: Nemlig sejle passagerer mellem Danmark og Norge. Jeg håber, at de danske myndigheder presser på for, at nordmændene vil løfte sløret for, hvad der skal til, før grænserne kan åbne. En sommer med lukkede grænser, vil være være særdeles udfordrende for os,” siger Brian Thorsted Hansen.
Hos Danske Rederier har man derfor nu bedt transportministeren og udenrigsministeren om hjælp. I et brev opfordres de til en styrket dialog med nordmændene.
”Sommersæsonen er på alle måder afgørende for vores udenrigsfærger, og ovenpå et år, hvor de har været ekstremt udfordrede af corona-relaterede rejserestriktioner, er der virkelig brug for en god sommer,” siger Jacob K. Clasen,viceadministrerende direktør i Danske Rederier.
”Jeg håber derfor, at transportministeren og udenrigsministeren vil række os en hjælpende hånd og efterspørge en langt større gennemsigtighed hos deres norske kollegaer, så vi kan få vished for vilkårene for indrejse, og så rederierne kan planlægge derefter,” siger Jacob K. Clasen.
Norge har indført krav om 10 dages indrejsekarantæne for alle rejsende fra “røde lande”, herunder Danmark.
Karantænen skal afvikles på karantænehotel – og delvist privat – afhængig af smittetrykket. Rejsende, som kommer til Norge fra Danmark, kan dog afslutte indrejsekarantænen efter det syvende døgn, hvis de er testet negativ for COVID-19 to gange efter ankomst.