Her er Danmarks fem Maritime Stars
Det maritime iværksætterprogram Maritime Stars, der matcher innovative startups med etablerede maritime virksomheder, har fundet de fem startup-virksomheder, der kan blive Danmarks næste maritime erhvervssuccesser.
Der var både masser af innovation og nytænkning, da der i sidste uge blev afholdt pitcharrangement for spirende startup-virksomheder i det maritime iværksætterprogram Maritime Stars.
Her dystede ti kandidater om fem pladser på det eftertragtede Maritime Stars Acceleratorforløb, hvor de gennem syv måneder skal danne tæt parløb med Det blå Danmark, og bliver hjulpet på vej til at blive levedygtige og skalérbare virksomheder.
Et dommerpanel, bestående af blandt andet Viking Life-Saving Equipment, DESMI, Alfa Laval, MAN Energy Solutions, Semco Maritime, DanPilot, DFDS, Gatehouse og HOYER, har fandt i sidste ende frem til de fem startups, som de vurderede kan blive Danmarks næste maritime erhvervssuccesser ud fra innovationsniveau, skalerbarhed og holdet bag. Det oplyser Erhvervshus Nordjylland i en pressemeddelelse.
Vinderne af pitcharrangementet, som får lov at kunne kalde sig Maritime Stars i løbet af det kommende år er:
- Crestwing, der arbejder med bølgeenergi.
- Flowpoint, der arbejder med et maritimt advarselssystem til evakuering.
- Kanda, der arbejder med avancerede træningssimulationer.
- Laser-Clean, der har udviklet en kraftfuld laser til afrensning.
- Renable, der arbejder med cirkulært stål.
"Vi har haft et stærkt ansøgerfelt til pitchkonkurrencen i år. I alt søgte næsten 40 virksomheder om at være med. Ti virkelig gode kandidater var udtaget til at pitche foran branchen, og nu står vi med de fem bedste, der skal videre. Vi glæder os til at komme i gang," siger projektleder Allan Hejslet fra Erhvervshus Nordjylland.
Stort potentiale i samarbejde
HOYER, der er leverandør af intelligente motorløsninger, er en af de 35 virksomheder, der var med i dommerpanelet i år, og som ser et stort potentiale i at samarbejde med startup-virksomheder.
"Personligt er jeg drevet af entrepreneurship, og Maritime Stars er en oplagt måde for HOYER at hjælpe nye talenter ind i branchen. De fem startups har virkeligt noget på hjertet med mange perspektiver på nye løsninger til den maritime industri. Flere beskæftiger sig med grøn omstilling, og det er interessant for os i forhold til vores forretningsstrategi, hvor vi netop gerne vil tilføre vores kunder en ekstra værdi," fortæller Henrik Sørensen, der er CEO i HOYER.
Undervejs i Maritime Stars får Henrik Sørensen mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med startupvirksomhederne, når han sammen med mange andre etablerede virksomheder er del af det netværk, som er mentorer, eksperter og på sigt måske investorer for de fem startups.
Crestwing, Flowpoint, Kanda, Laser-Clean og Renable mødes første gang i regi af Maritime Stars til en af tre camps 10.-11. september 2024 hos Gatehouse A/S i Nørresundby.