Lukker kontor i Kaliningrad – Dan-Bunkering trækker sig ud af Rusland
Den danske virksomhed Dan-Bunkering har med udgangen af april lukket sit kontor i den russiske enklave Kaliningrad. Dermed er de stoppet for handel med russiske kunder.
Med virkning fra den 30. april har Dan-Bunkering valgt at lukke sit kontor i den russiske enklave Kaliningrad. Det bekræfter virksomheden overfor flere danske medier – her iblandt Finans.dk.
Dan-Bunkering har valgt at lukke kontoret i Kaliningrad som en konsekvens af Ruslands krigsførelse i nabolandet Ukraine, men det stopper dog ikke her.
“I kraft af beslutningen om et stop for samhandel med russiske modparter, kan vi ligeledes afkræfte at Dan-Bunkering afhenter russisk fuel eller andre produkter i russiske havne,” lyder det i et skriftligt svar til mediet.
EU har siden krigens start indført en række sanktioner mod Rusland, blandt andet forbud mod at sælge jetbrændstof til landet, og senest har EU-Kommissionen foreslået, at EU stopper sin import af råolie fra Rusland inden for seks måneder.
Netop Dan-Bunkering blev sidste år dømt i en sag om brud på EU-sanktioner, da virksomhedens russiske kontor i Kaliningrad stod bag en række handler med jetbrændstof til russisk militær. Her modtog Dan-Bunkering en millionbøde for at have leveret brændstof, som endte i russiske kampfly, som i 2015-2017 blev brugt i borgerkrigen i Syrien.