Danmarks sidste isbryder er sat til salg

Her ses skibene Danbjørn og Isbjørn, mens de stadig lå i Hals. Det er dog Thorbjørn, der er til salg.

Hvis du har 30 millioner kroner i overskud, så kan du nu blive den heldige ejer af den historiske isbryder Thorbjørn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens både Isbjørn og Danbjørn så småt er ved at være fortid efter ophugningen hos Smedegaarden A/S i Esbjerg, så er det nu muligt at blive den heldige ejer af Danmarks sidste isbryder Thorbjørn. Det gamle fartøj er nemlig blevet sat til salg for 30 millioner kroner på Den Blå Avis.

Fartøjet, der blev bygget på Svendborg Værft i 1980, har sammen med Isbjørn og Danbjørn tidligere været brugt til at gøre de danske farvande fremkommelige, men efter Søværnets isbrydertjeneste blev nedlagt i 2010 blev alle tre fartøjer sat til salg.

I 2015 blev Thorbjørn solgt til Nordane Shipping i Svendborg for et to-cifret millionbeløb, og i dag ligger fartøjet altså fortsat i den sydfynske havn.

Ifølge opslaget på Den Blå Avis er den gamle isbryde bragt 'up to date' og er 'et scoop for enhver arktisk nation, der ønsker at opgradere deres flåde med isbrydende kapaciteter.'

Her kan man også læse, at fartøjet både vil kunne bruges til arktiske ekspeditioner til videnskabelige formål eller til at sejle med turister, der er ivrige efter at udforske de arktiske områder på udkig efter isbjørne, sæler, hvaler, fugle eller andre dyr, der bebor det kolde nord.

Du kan se hele salgsopslaget her

Powered by Labrador CMS