Danmark skal være grønnere og uafhængig af gas fra Rusland
Danmark skal hurtigst muligt være fri for russisk energi, og den grønne omstilling er svaret. Derfor præsenterer regeringen et udspil der sætter retningen for et grønnere Danmark.
Grønne løsninger og mere vedvarende energi er svaret på, hvordan Danmark og Europa bliver uafhængige af Ruslands sorte gas. Derfor præsenterer regeringen nu ‘Danmark kan mere II’, der skal øge tempoet i den grønne omstilling og give os langt mere grøn strøm, hurtig udfasning af gasfyr og mere grøn gas. Den grønne fjernvarme skal være udrullet senest i 2028 – og danskere med sorte fyr skal i år have besked om, hvorvidt der er fjernvarme på vej til deres hjem.
Danmark skal firedoble den samlede produktion af vedvarende energi på land frem mod 2030. Nordsøens enorme havvindspotentiale skal høstes, og forberedelserne til flere energiøer igangsættes. Og der skal snurre endnu mere havvind inden udgangen af 2030.
”Klimakampen har aldrig været vigtigere, og vi vil forsyne Europa med grøn energi og fortrænge russisk gas. Derfor foreslår vi at firedoble produktionen af vedvarende energi på land, og vi gør klar til flere energiøer. Samtidig skal husejere med sorte fyr over på fjernvarme eller grønne varmepumper,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Udspillet består i alt af fem spor, der tilsammen vil accelerere den grønne omstilling i Danmark og Europa:
- Mere grøn varme. Naturgas skal udfases
- Mere grøn gas. Mere gas til Europa
- Mere grøn strøm
- Grøn skattereform – omstilling af industrien
- Grønne danske løsninger skal omstille Europa
EU-Kommissionen vurderer, at EU’s forbrug af russisk gas kan reduceres med to tredjedele inden årets udgang og udfases helt inden 2030. Danmark ønsker at påtage sig en ledende rolle i at nå målet ved at øge udbygningen af grøn gas, bidrage med grøn energi, grønne løsninger og dansk naturgas.
Regeringen vil blandt andet fremrykke og midlertidigt øge indvindingen af gas i Nordsøen på allerede licensbelagte felter, ligesom de vil rydde eventuelle administrative barrierer af vejen, så Tyra-feltet kan producere naturgas hurtigst muligt. Det vil være med til at fortrænge russisk gas i EU. Desuden vil regeringen afsøge muligheden for at øge den danske gasforsyning via Baltic Pipe
Det vurderes, at der er potentiale for at udnytte 35 gigawatt (GW) havvind i Danmark frem mod 2050, og det potentiale ønsker regeringen at høste til fulde. De 35 GW havvind er 15 gange så meget, som vi har i dag – og svarer desuden nogenlunde til det, vi så på globalt plan i 2020. Regeringen vil udbygge massivt med vedvarende energi allerede frem mod 2030, både til lands og til vands, hvilket skal gøre Danmark til nettoeksportør af grøn energi i 2030.