Danmark bliver medvært for stor kinesisk marinemesse

Danish Pavilion ved deltagelsen under SMM 2022 i Hamborg. Arkivfoto: Stefan Holmager Larsen
Danish Pavilion ved deltagelsen under SMM 2022 i Hamborg.

Som den første nation nogensinde bliver Danmark medvært for Marintec China. Det er en stor anerkendelse af de danske styrker og Danmarks position som en vigtig søfartsnation og leverandør til den globale marineindustri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Marintec China åbner dørene i Shanghai New International Exhibition Center fra 5. til 8. december, bliver det med 47 virksomheder på den danske fællesstand Pavilion of Denmark – og samtidig bliver det med Danmark i en helt særlig rolle som medvært af den vigtige internationale marinemesse. Det oplyser Danish Export Association i en pressemeddelelse.

“Jeg er glad og stolt over at vi i Danmark er så anerkendte for den rolle, vi spiller i den globale marineindustri, og at vi derfor er blevet medvært for Marintec China. Vi ser altid frem til at deltage på messen sammen med virksomhederne. I år bliver det endnu mere specielt, fordi Danmark i kraft af medværtskabet er endnu mere i fokus på messen,” lyder det fra Head of Marine i Danish Export Association, Mie Jakobsen, som gennem Pavilion of Denmark brander de danske virksomheder og styrker samt faciliterer nye partnerskaber mellem danske virksomheder og internationale stakeholders.

På Pavilion of Denmark kommer de 47 virksomheder med en lang række produkter og løsninger, som dækker en stor del af værdikæden inden for det maritime. De danske virksomheder udmærker sig ved at tilbyde løsninger, som skubber til den bæredygtige omstilling af den globale søfartsindustri, ved blandt andet at reducere udledning og energiforbrug.

Kina er omvendt verdens største skibsbygningsnation, og derfor er den særlige rolle til Danmark ikke uvæsentlig, når danske virksomheder begår sig på det kinesiske marked og verdensmarkedet i øvrigt. Sådan lyder det fra administrerende direktør ved Danske Maritime, Jenny Braat.

”Det er en velfortjent anerkendelse af den danske maritime industri og de teknologier og serviceydelser, som vores virksomheder leverer til både Kina og resten af verden. Det er en stor cadeau til den stærke innovationskraft, som gennemsyrer industrien – ikke mindst inden for grøn teknologiudvikling – og som bidrager til, at en række danske virksomheder er frontløbere. Dette kan medværtsskabet betragtes som en stor anerkendelse af, og vi ser frem til at spille en aktiv rolle til Marintec China 2023,” siger Jenny Braat.

Den kinesiske udmelding glæder også den danske erhvervsminister Morten Bødskov.

“Danmark er en stolt søfartsnation, og vores virksomheder er førende inden for nye og grønne teknologier. Danske maritime virksomheder har en stærk tilstedeværelse i Asien, hvor de spiller en rolle i den nødvendige grønne omstilling af sektoren. Vi ser frem til at præsentere vores teknologier og løsninger samt yderligere internationalt samarbejde mod en klimaneutral skibsindustri.”

Marintec China 2023 forventes at tiltrække over 2.000 udstillere og 70.000 professionelle besøgende fra 100 lande og regioner. Begivenheden vil præsentere hele spektret af forsyningskæden for skibsbygningsindustrien og tilbyde en unik oplevelse med de nyeste fremskridt på området.

Powered by Labrador CMS