Danmark underskriver erklæring om grøn søfart i Norden
Danmark har tirsdag underskrevet en erklæring om grønne skibskorridorer i Norden på nordisk miljø- og klimaministermøde i regi af Nordisk Ministerråd.
Erklæringen, som fra dansk side er underskrevet af miljøminister Lea Wermelin på vegne af erhvervsminister Simon Kollerup, sender et klart signal om, at de nordiske lande er klar til at levere den indsats, der skal til for at bane vejen for klimaneutral skibsfart.
De nordiske lande er blandt andet bundet sammen af tæt samarbejde, trafiktunge færgeruter, og en fælles vision om at gøre Norden til den mest bæredygtige og integrerede region i verden. Samtidig gør forholdene i de nordiske farvande det oplagt at etablere pilotprojekter for nul-emissions færgeruter, der vil kunne indgå i et netværk af grønne skibskorridorer.
Med erklæringen har de nordiske lande derfor besluttet, at der skal etableres et pilotprojekt, som skal kortlægge, hvilke havne, fremdriftssystemer og energikilder, der egner sig bedst til nul-emissions færgefart i en nordisk kontekst. Projektet skal ledes af DNV (Det Norske Veritas) og er blevet tildelt 1 million danske kroner af nordisk ministerråd.
Ved at have fokus på grønne nul-udledningsfærgeruter mellem de nordiske lande allerede i 2030, understøtter den nordiske erklæring den danske ambition om, at skibsfarten skal bidrage til Parisaftalens målsætning om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning, den danske erklæring om klimaneutral skibsfart i 2050 samt Clydebank-erklæringen om grønne skibskorridorer.