Grøn transformerstation til Femern Bælt sat i udbud

Transformerstation på Lolland. Foto: Femern A/S
Transformerstation på Lolland.

En ny transformerstation, der skal levere strøm til Femern Bælt-tunnelen, er nu sendt i udbud. Der skriver selskabet bag tunellen i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Når de elektriske tog kører gennem Femern Bælt-tunnelen mellem Danmark og Tyskland bliver det med grøn strøm leveret direkte fra en ny transformerstation, som Femern A/S netop har sendt i udbud. Transformerstationen skaber også kapacitet til et større anlæg med ladestationer til elektrificeret vejtransport nær tunnelen.

Den 18 km lange Femern Bælt-tunnel med elektrisk togdrift, motorvej, udluftning og belysning kræver sikkerhed for en konstant strømforsyning. Derfor skal tunnelen have sin egen store transformerstation tæt på tunnelportalen ved Rødbyhavn.

Opgaven med at bygge transformerstationen er sendt i udbud med prækvalifikation af interesserede bydende inden sommerferien og med henblik på opstart i 2023.

Der er tale om en entreprise til et trecifret millionbeløb, hvilket er i en liga, som både danske og udenlandske bydende vil være interesserede i, fortæller Kirsten Christensen, der er kontraktdirektør i Femern A/S med ansvar for jernbaneinstallationerne.

”Det bliver et unikt anlæg på dansk grund i forhold til størrelse og den mængde kapacitet, vi får brug for. Transformerstationen skal levere strøm både til togdriften og tunnelens mange elektriske installationer. Vi forventer, at det vil være en attraktiv opgave for flere aktører inden for dette felt,” siger Kirsten Christensen.

Transformerstationen bliver et af de største anlæg af sin art i Danmark og skal fordele strømmen til både Femern-tunnelens jernbane og installationer samt godt 10 km jernbane på Lolland.

I dag udgør den grønne andel af Energinets strøm omkring 80 pct. på Lolland via blandt andet vindenergi, hvor Lollands ambitioner på vedvarende energi går hånd i hånd med Femern-projektets klimaplaner. Når tunnelen åbner i 2029 forventes andelen af strøm fra vedvarende energi i regionen at være tæt på 100 procent.

Femern A/S vil i kontrakten stille høje krav til energieffektivitet, og transformerstationen skal være forberedt til betjening af fremtidens elektriske transportformer. Den moderne transformer-station får afsat kapacitet til, at den kan forsyne fremtidens elektrificerede vejtransport med for eksempel ladestationer nær tunnelen.

”Femern-tunnelen bliver en fuldt elektrificeret, grøn transportkorridor for passager- og godstog. Den færdige tunnel og transformerstationen vil give et solidt bidrag til den grønne omstilling i transportsektoren,” siger Kirsten Christensen.

Powered by Labrador CMS