88 mio. kroner til Det Blå Danmark i 2024 fra Den Danske Maritime Fond

Nye projekter

Med afslutningen på årets fjerde og sidste uddelingsrunde kan vi med glæde konstatere, at 2024 har været et rekordår med uddelinger for 88 mio. kr. Det er det største beløb, vi historisk har uddelt på et enkelt år, skriver Den Danske Maritime Fond i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Det har været et år med mange stærke projekter inden for Fondens tre prioriteringsområder: 

Iværksætteri & Innovation, Fremtidens Medarbejdere og Grøn Omstilling. Alt sammen med det overordnede mål at bidrage til vækst og udvikling i dansk søfart og maritim industri.

Fyrtårnsprojekter i 2024

Blandt årets højdepunkter er Fondens nye samarbejde med Fonden for Entreprenørskab, der skal fremme interessen for maritimt entreprenørskab – fra folkeskolen til universitetsniveau – og bidrage til en fremtid med flere innovative maritime virksomheder.

De har også haft stort fokus på at skabe nye iværksættermiljøer og -programmer. Her har de blandt andet støttet projekter som Maritime Stars-acceleratoren hos Erhvervshus Nordjylland og Erhvervshus Fyns BlueTech Startup Hub i Svendborg.

Derudover er Fonden i forbindelse med regeringens iværksætterstrategi glad for at være én af de ni fonde, som har indgået et nyt samarbejde med regeringen om at bygge flere og stærkere iværksættermiljøer. Dette samarbejde skal bidrage til at sætte Danmark – og selvfølgelig særligt Det Blå Danmark – på verdenskortet inden for maritim innovation.

I 2024 har Fonden desuden fortsat sit samarbejde med DTU Skylab gennem en rammebevilling til mikrolegater for maritime studerendes iværksætterprojekter. Denne model har inspireret CBS, og Fonden kan netop i denne runde offentliggøre en rammebevilling til CBS-studerendes maritime iværksætterprojekter.

Ved denne årets sidste uddelingsrunde er Fonden også glad for at kunne offentliggøre et nyt samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studier, som får en betydelig donation til etableringen af DIIS Maritime – et tværfagligt forskningsnetværk om international maritim sikkerhed.

 

Støttede projekter i december 2024

Maritimt iværksætteri og innovation

MARHAZ har fået et iværksætterlån til at udvide sit produktudbud til at agere som one-stop serviceleverandør i forbindelse med klargøring og afvikling af ophugningsopgaver for fartøjer, der servicerer offshoresektoren. De nye produkter relaterer sig til håndtering af farlige materialer, som for eksempel asbest.

 HullROVER har fået endnu et iværksætterlån til at produktmodne sin HullROVER-undervands- letvægtsrobot. Robotten anvendes til priseffektiv rensning af skibsskrog under vand. Robotten har magnetisk fremdrift, anvender børsteteknologi til rensningen og kan suge skrogbegroning op. Med den kan man rense skibsskrog 24/7 og i stærk strøm og dermed udvide det operationelle vindue for dykkerfirmaer i sammenligning med gængse dykkeropererede rensemaskiner.

DecarbonICE har fået støtte til at udvikle en maritim transportløsning i containers til CO2. I projektet udvikles delene af en alternativ værdikæde, hvor der ikke kræves større, dedikerede CO2-transportskibe.

Maritim forskning

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har fået støtte til etablering og opbygningen af DIIS Maritime. Ambitionen er at opbygge et tværfagligt forskningsnetværk om maritim sikkerhed i international klasse på DIIS og uddanne fremtidens forskere i maritim sikkerhed. Netværket vil undersøge, hvordan geopolitiske spændinger og hybride trusler til søs påvirker de operationelle vilkår for Danmarks maritime sektor. Det skal også hjælpe sektoren og relevante myndigheder med at forstå de omskiftelige betingelser for sikkerhed.

Copenhagen Business School (CBS) har fået støtte til et treårigt forskningsprojekt, der skal kortlægge, hvordan man går fra hype til konkret værdiskabelse i praksis med anvendelsen af kunstig intelligens (AI). Ved at se på virksomheders erfaringer fra AI-eksperimenter til AI-integration i forretningen, vil CBS i samarbejde med et større antal danske maritime spillere analysere AI-implementeringerne og uddrage læring.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har fået støtte til et forskningsprojekt, der adresserer udfordringen i containershipping med, at asymmetri i global handel med containere kræver effektiv omplacering og repositionering af tomme containere. Virksomheder som Maersk identificerer håndtering af tomme containere som et vigtigt område for at forbedre operationel effektivitet. Projektet vil bruge kunstig intelligens til at finde nye, effektive måder at omfordele tomme containere på.

Fredericia Maskinmesterskole (FMS) har fået støtte til projektet GREENition. Projektet sigter mod at lette overgangen fra fossile brændstoffer til grønnere energikilder i dansk færgefart. En skræddersyet metode til jobkravsanalyse vil blive udviklet for at identificere kompetencemangler og optimere opgavefordelingen mellem mennesker og teknologi i forbindelse med øget automatisering og andre innovative ændringer af færgerne. Målet er at styrke besætningers evne til at håndtere den øgede kompleksitet i moderne skibsfart og fremme effektivitet i branchen. Projektet udføres i samarbejde med Molslinjen og University College Lillebælt.

Maritim erhvervsudvikling

Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping (MMMC) har fået støtte til at lancere en book & claim-platform, Katalist. Der er tale om en non-profit platform, der gør det muligt at forbinde leverandører af bæredygtig transport med lastejere. Initiativet har allerede interessetilkendegivelser fra et bredt udvalg af den maritime sektor og er baseret på forstudier, som tidligere er støttet af Fonden.

Dansk Hydraulisk Institut (DHI) har fået støtte til at udvikle en offentlig tilgængelig database til hurtige analyser af den naturlige spredning af marine invasive arter. Databasen kan anvendes som grundlag for risikovurderinger i forbindelse med ansøgninger om undtagelser for krav om udledning af ballastvand. Både indenfor et såkaldt ”same-risk-area” og for individuelle skibsruter. Databasen vil give mulighed for hurtige og billige analyser af spredningen af marine-invasive arter med adgang for både industri, myndigheder og rådgivere.

Relevent ApS har fået støtte til afholdelse af et maritimt seminar om cirkulær økonomi på LOOP Forum 2025, der afholdes den 29.-30. april 2025 i København. Formålet er at øge kendskabet til cirkulær omstilling i den maritime sektor og skabe tværsektorielle partnerskaber, der kan accelerere den cirkulære omstilling, samt inspirere til konkrete handlinger i maritime virksomheder.

Maritime uddannelser og rekruttering

Copenhagen Business School (CBS) har fået støtte til at etablere et fundament for udviklingen af nye maritime startups. Med projektet vil CBS tilbyde mindre inkubationslegater á 25.-50.000 kr. til CBS-studerende med maritime forretningsidéer, der har potentiale til at blive kommercielt levedygtige løsninger på det Blå Danmarks udfordringer og behov. Derudover vil de udvalgte startups blive tilbudt en mentorordning ved Copenhagen School of Entrepreneurship, der skal støtte og hjælpe dem med at gå fra koncept til markedsorienteret løsning.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har fået støtte til en studietur til Asien i oktober 2025 for maritime ingeniørstuderende. Formålet med studieturen er at give de studerende mulighed for at opleve avancerede aspekter af både bygning og drift af skibe, hvor særligt den praktiske dimension i forhold til konstruktion vil have fokus.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har fået støtte til at kunne levere nye skibsrelaterede eksperimenter i DTU’s maritime forsøgshal, som både vil forbedre rekruttering og uddannelse af fremtidens skibsingeniører. Som en del af projektet vil DTU’s testtank for skibe blive opgraderet for at kunne undersøge modstandskomponenter for vinddrevne skibe, og der vil blive bygget et propeller-testapparat til at undersøge 3D-printede modelpropellere.

Powered by Labrador CMS