Trecifret millionbeløb til Power-to-X-anlæg i Kassø

Foto: European Energy A/S

European Energy skal bygge det, der bliver verdens største e-metanolanlæg, og nu skal det første spadestik snart tages. Danmarks Grønne Investeringsfond er medfinansieringspartner med 400 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

European Energys produktion af grønne brændstoffer er rykket et stort skridt fremad. Det sker med en finansiering på 400 millioner til det kommende Power-to-X-anlæg (PTX-anlæg) i Kassø fra Danmarks Grønne Investeringsfond (DGIF).

“Vi er meget glade for, at DGIF ser samme potentiale i grønne brændstoffer, herunder e-metanol, som vi gør,” siger administrerende direktør i European Energy, Knud Erik Andersen.

Danmarks Grønne Investeringsfonds finansiering er en del af den samlede investering i anlægget, hvor Jyske Bank også medfinansierer.

Finansieringen går til de samlede anlægsinvesteringer i forbindelse med udbygningen af PtX-anlægget i Kassø, der vil være det hidtil største e-metanol-anlæg på kommerciel basis i verden.

DGIF har til formål at medfinansiere investeringer, der fremmer en grøn omstilling af det danske samfund.

“Vi ser et stort potentiale i anlægget, som er et skridt i retning mod skalering af PtX-teknologier. Hele værdikæden er indtænkt ved blandt andet at tage CO2 i brug, når e-metanolen skal forædles – og det kan være med til at imødekomme den massive efterspørgsel, der er på elektrobrændstoffer,” siger Managing Partner i Danmarks Grønne Investeringsfond, Michael Zöllner.

Det kommende PtX-anlæg vil komme til at blive forsynet med vedvarende energi fra den nærliggende Kassø Solpark, som European Energy har udviklet og bygget. Solparken er den til dato største solpark i Nordeuropa med en kapacitet på 300 MW. Det svarer til, at solparken kan forsyne 75.000 danske husstande med grøn strøm.

Powered by Labrador CMS