Gå på opdagelse i dybet – Geodatastyrelsen frigiver ny dybdemodel
Geodatastyrelsen har frigivet en dybdemodel, der viser dybden i de danske farvande.
Der er i disse år et øget fokus på havet og de mange måder havet bliver brugt på. For at bidrage til en øget viden på området, har Geodatastyrelsen netop offentliggjort en gratis dybdemodel, i en opløsning på 50 x 50 meter.
Dybdemodellen giver alle mulighed for at dykke ned i, hvordan havdybden ser ud rundt omkring Danmark.
Havet rummer et enormt potentiale, men er også en potentiel kilde til konflikter, da der er så mange vidt forskellige interesser, der skal enes. Derfor er det en vigtig forudsætning at vide noget om havbundens dybde og form, hvis man skal planlægge noget på havet. Det kunne eksempelvis være projektering af infrastrukturprojekter som havvindmølleparker eller tunneller, kabeltraceer eller rørledninger for bare at nævne nogle få ting. Havdybden er også yderst vigtig i forbindelse med forskning og eksempelvis modellering af havstrømme, sedimenttransport og fiskeriområder.
“Det lyder bare godt.” Så enkel var udmeldingen fra en af DMI’s oceanografer, da han blev præsenteret for vores nye dybdemodel. For et gitterinddelt datasæt er lige det, der efterspørges:
“Vi er jo ikke eksperter i søkort, så det er en klar fordel, at der er nogen, der har gjort arbejdet for os,” siger Jacob Woge Nielsen, oceanograf ved Danmarks Meteorologiske Institut.
DMI bruger nemlig søkort og dybdedata, når de beregner havets cirkulation omkring Danmark. Tidligere er der blevet indkøbt søkort til formålet, men en halvtredsmetermodel vil helt klart være et bedre grundlag.
Ligesom tidevandsmodellerne er afhængige af et godt datagrundlag, er det af afgørende betydning, når havets cirkulation skal kortlægges i forhold til at kunne lave korrekte stormflodsvarsler. Det er jo noget, der vedrører rigtigt mange mennesker, som potentielt står for at skulle sikre deres ejendom mod oversvømmelse.
Dybdemodellen kommer i anvendelse, når der skal planlægges. Ikke kun i forhold til placering af havvindmølleparker, broer og tunneler, men også i forbindelse med den helt praktiske planlægning af et eventuelt anlægsarbejde, som når DMI arbejder med bølgemodellering.
Altså når DMI laver modeller for, hvor høje bølgerne bliver, i hvilken retning bølgerne bevæger sig og indenfor hvilken tidshorisont.
Det er oplysninger, der bruges i forbindelse med offshore-arbejde, men også i forbindelse med sejlads, da der er visse færgeafgange, der kan være påvirket af, at bølgerne er for høje. Derfor laver DMI femdøgnsprognoser, så rederierne kan tage højde for eventuelle aflysninger.
“Her er det meget kritisk, at vi har korrekte dybdeforhold. Vores udgangspunkt er en global database, som vi forfiner lokalt, men med Geodatastyrelsens nye model, kan det blive endnu bedre,” forklarer Vibeke Huess fra DMI.
Den nye dybdemodel er blevet til på baggrund af ønsker fra flere af Geodatastyrelsens samarbejdspartnere fra universiteter og andre myndigheder, så det er ikke kun DMI, der kan få glæde af den nye model.
“Vi vil gerne opfordre alle til at gå på opdagelse i vores nye dybdemodel. Vores helt store håb er jo, at den kan komme i anvendelse på måder, vi ikke selv har tænkt på,” fortæller Elizabeth Hagemann, kontorchef i Søkort og Marine Data, Geodatastyrelsen.
Derfor kommer der her en direkte opfordring til at så mange som muligt ”leger” med modellen.
“Da Danmarks Højdemodel (over land) blev frigivet, viste det sig eksempelvis, at historikere og arkæologer fik meget ud af at studere skyggekortet, hvor de hurtigt kunne identificere alle mulige spor fra fortiden. Vi forventer dog ikke, du kan sidde og finde skibsvrag via dybdemodellen, men vi håber, brugerne vil tage godt imod den og bringe vores data i spil på nye måder,” slutter Elizabeth Hagemann.
Dybdemodellen kan hentes kvit og frit på Geodatastyrelsens hjemmeside og på Dataforsyningen, enten som en såkaldt Geotiff til download.
Modellen forventes at blive opdateret en gang om året, når Geodatastyrelsen har modtaget dybdedata fra Forsvarets årlige søopmålinger, så denne første version skulle gerne, med tiden, blive mere og mere udbygget.
Da dybderne i modellen er middeldybder (altså en gennemsnitlig dybde i et område på 50 x 50 meter), er modellen på ingen måder egnet til navigation. Her henviser Geodatastyrelsen til de officielle søkort.
Du kan finde Danmarks Dybdemodel på linket her