Se billederne: Nyt ro-pax skib indflaget under Dannebrog

Stena Marine Management har kort før nytår indflaget ro-pax skibet Stena Ebba i Dansk Internationalt Skibsregister.
Danmark fik kort før nytår Stena Lines nybyggede ro-pax skib Stena Ebba indlemmet under Dannebrog. Det oplyser Søfartsstyrelsen i et opslag på det sociale medie LinkedIn.
Stena Ebba sluttede sig i december til sin søster Stena Estelle, som siden august har forbundet Sydsverige og Polen på ruten Karlskrona-Gdynia.
Tvillingefærgerne er de to største af Stena Lines E-Flexer-klasse og har en øget kapacitet med 50 procent flere kahytter, 30 procent flere passagerer og 15 procent mere fragt i forhold til eksisterende E-Flexer-fartøjer.
“Den sydlige Østersø er en vigtig region for Stena Line, og vores rute Karlskrona – Gdynia er en rygrad i vores ambitioner om at vokse og ekspandere yderligere. Stena Ebba vil sammen med tvillingeskibet Stena Estelle sætte nye standarder for fleksibilitet, service og kundetilfredshed. De er de største skibe i vores succesfulde E-Flexer-flåde, og vi er stolte og glade for snart at have Stena Ebba og Stena Estelle til at forbinde nogle af de mest dynamiske markeder i Europa,” siger administrerende direktør for Stena Line, Niclas Mårtensson.


