DI-topchef: Forhandlinger om 9 GW havvind er vigtig for den grønne omstilling
Regeringen indkalder til politiske forhandlinger om statslige udbud af havvindmølleparker. DI’s topchef, Lars Sandahl Sørensen, glæder sig over, at der lægges op til en hurtig proces, og at der skal udbydes mere end de 9 GW havvind, som der er politiske besluttet.
Danmarks risikerer at sakke bagud i den grønne omstilling, hvis vi ikke får mere vedvarende energi i en fart. Derfor er landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, glad for, at regeringen sætter gang i forhandlingerne om de aftalte 9 GW havvind – og tilmed lægger op til, at der kan komme endnu flere GW i udbud. Det er nemlig nødvendigt, hvis vi skal sikre vores lands udvikling, mener DI’s topchef.
“Det er helt afgørende for den grønne omstilling og vores samfunds udvikling, at vi får mere vedvarende energi, så vi kan tackle klimaforandringerne og styrke vores forsyningssikkerhed. Det er de beslutninger vi træffer nu, der bestemmer fremtiden for vores børn og børnebørn. Derfor er det positivt, at regeringen reagerer på dansk erhvervslivs opråb om at få mere havvind i spil hurtigt ved at sende mere end de aftalte 9 GW i udbud. Det er et vigtigt skridt på vejen,” siger administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen.
De 9 GW stammer blandt andet fra klimaaftalen om grøn strøm og varme fra juni 2022, der blev indgået blandt et bredt flertal af Folketingets partier. Hvis det lykkes at sende de 9 GW i udbud hurtigt, så kan vi femdoble vores havvindkapacitet frem mod 2030. Der er blandt andet tale om storstilede projekter som Energiø Bornholm, Hesselø og yderligere 5 GW havvindsprojekter.
I DI’s medlemskreds, der består af knap 20.000 virksomheder, er der flere, der er med til at sætte turbo på den grønne omstilling. Det gælder alt lige fra energiproducenter til underleverandører. Derfor kalder DI på hurtig afklaring om udbud og stabile rammevilkår, så virksomhederne ved, hvad de kan regne med, og så de kan komme i gang – hurtigt.
“Hvis vi i Danmark skal skabe en reel grøn omstilling, så skal der både skrues op for mere vedvarende energi og energieffektive løsninger. Heldigvis har vi virksomheder, der er verdensmestre i at udvikle grøn teknologi, og hvis de skal skubbe Danmark i den rigtige retning, kræver det stabile rammevilkår. Derfor opfordrer jeg energiforligskredsen til at gå konstruktivt ind i forhandlingerne med regeringen om de 9 GW havvind, så det forhåbentligt ender med en bred og robust grøn politisk aftale,” siger Lars Sandahl Sørensen.
Det er kun et par uger siden, at myndighederne besluttede at sætte åben-dør-ordningen i bero på ubestemt tid, da ordningen kan være i strid med EU-regler. Ordningen, der har eksisteret siden 1999, giver private virksomheder mulighed for at investere i eksempelvis havarealer i Danmark. Der lå ansøgninger på bordet for ca. 16 GW. DI-direktøren glæder sig over, at regeringen arbejder på at finde en løsning hurtigst muligt. Danmark har nemlig brug for 40 GW, hvis vi skal sætte grøn strøm til et grønnere samfund.
“Jeg er glad for at se, at vi har en regering der er trukket i arbejdstøjet, og som arbejder på at finde løsninger på de udfordringer, vi står over for i øjeblikket. Det gælder åben-dør-ordningen og andre store grønne projekter. Åben-dør-ordningen og de statslige udbud på havvind kan tilsammen give Danmark et kæmpe løft. I 2030 skal vi have grøn strøm på op mod 40 GW fra vind og sol på både hav og land, hvis vi skal kunne dække den massive efterspørgsel på elektricitet og nye grønne brændstoffer til transport, bygninger og industri,” lyder det fra DI-topchefen.
“Jeg er helt overbevist om, at vi kan komme i mål, når alle aktører både i den offentlige og private sektor trækker i samme retning i fællesskab. For mig handler grøn omstilling om mere end redde klimaet og sikre vores forsyningssikkerhed. Det handler om teknologisk udvikling, der kan fremtidssikre Danmarks udvikling og velfærd. Selvfølgelig skal vi være med på beatet når det for eksempel gælder power-to-x, fremtidens grønne brændstoffer og alt muligt andet. Det er dét, vi også kæmper for nu,” siger Lars Sandahl Sørensen.