Dansk Metal henter ny erhvervspolitisk chef

Emils Drevsfeldt Nielsen. Foto: Dansk Metal
Emils Drevsfeldt Nielsen.

Emil Drevsfeldt Nielsen bliver ny erhvervspolitisk chef i Dansk Metal. Han skal være med til at sikre, at Dansk Metals medlemmer bidrager til den grønne og digitale omstilling, som ProduktionsDanmark står over for.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Metal, der blandt andet organiserer faglærte inden for industrien, energi, transport og IT, har fået ny erhvervspolitisk chef. Han erstatter Henrik Aarestrup, som nu er særlig rådgiver for erhvervsminister Simon Kollerup.

Emil Drevsfeldt Nielsen er fundet internt i Dansk Metal, hvor han siden marts 2021 har været erhvervspolitisk konsulent i Formandssekretariatet. Emil har tidligere arbejdet som public affairs rådgiver for konsulenthuset Rud Pedersen Public Affairs. Han har tidligere arbejdet for fagbevægelsen i Bruxelles og har en fortid som landsformand for Europæisk Ungdom. Emil har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet.

”Dansk Metal har altid haft fokus på at sikre gode og ordentlige arbejdspladser. Den grønne og digitale omstilling buldrer afsted, og det skaber mange nye muligheder for Metals medlemmer. Erhvervspolitikken sætter rammerne for virksomhederne, og det bliver en daglig kamp at sikre teknologisk udvikling på arbejdspladserne og samtidig leve op til målsætningen om at sænke CO2-udledningen med 70 procent. Det glæder jeg mig til,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.

Mikael Bay Hansen, sekretariatschef i Dansk Metal, glæder sig over, at Emil har valgt at fortsætte det vigtige arbejde.

”Vi er glade for at få Emil Drevsfeldt Nielsen som erhvervspolitisk chef her i Metal. Emil har en god og solid baggrund i forhold til de erhvervs- og forskningspolitiske udfordringer, som vi skal arbejde med. Jeg er sikker på, at han vil kunne løfte opgaven,” siger han.

Emil Drevsfeldt Nielsen starter som erhvervspolitisk chef per dags dato.

Powered by Labrador CMS