Tag på opdagelse til åben byggeplads og erhvervshavn på Masnedø

Brobyggepladsen og Vordingborg Havn holder åbent søndag den 18. september. Foto: Vejdirektoratet
Brobyggepladsen og Vordingborg Havn holder åbent søndag den 18. september.

Søndag den 18. september kan alle interesserede besøge Vordingborg Havn, deltage i Råstofdagen 2022 og få indblik i arbejdet på byggepladsen til den nye Storstrømsbro.

Offentliggjort

Vil du udforske sten, mens du bevæger dig mellem kæmpe bjerge af skærver og sten på Råstofdagen? Er du nysgerrig på, hvad der egentlig foregår i de store produktionshaller på byggepladsen til den nye Storstrømsbro og se de cirka 4.000 tons tunge brodæk helt tæt på?

Eller vil du måske en tur på Vordingborg Havn og møde nogle af de virksomheder, der har deres dagligdag på havnen, og komme helt tæt på havneudvidelsen? Så skal du tage en tur til Masnedø, når øens virksomheder og arbejdspladser holder ekstraordinært åbent søndag den 18. september fra kl. 10.00 til 15.00.

”Vi glæder os rigtig meget til at byde alle interesserede indenfor, så man kan få et indblik i, hvad der foregår på de forskellige arbejdspladser på Masnedø. Vi har sammensat et varieret program med mange forskellige aktiviteter, så nu håber vi selvfølgelig på, at vejret er med os, og at rigtig mange mennesker har lyst til at lægge vejen forbi. Pladsen kan hurtigt blive trang, så hvis man overhovedet har mulighed for det, opfordrer vi til, at man hopper op på cyklen i stedet for at køre. Der er også rig mulighed for at få nogle kilometer i benene, så tag endelig traveskoene på,” siger Vejdirektoratets projektchef Niels Gottlieb.

Er man til store maskiner, så er Masnedø også det rette sted, for virksomheden M. J. Eriksson, der står for udvidelsen af Vordingborg Havn, kører i dagens anledning maskinparken med de store hestekræfter frem. SBJV, som bygger den nye Storstrømsbro, viser deres specialbåde og kraner frem, og hos Dansk Natursten vil man også kunne se en maskine eller to i aktion.

Det er Vejdirektoratet, totalentreprenøren SBJV, Vordingborg Havn, Dansk Natursten og en række virksomheder på havnen, der står bag invitationen til borgere og andre interesserede.

Powered by Labrador CMS