Flotte billeder: Ny Tyra-procesplatform på langfart mod Danmark
TotalEnergies EP Danmark A/S og partnerne i Dansk Undergrunds Consortium – Noreco og Nordsøfonden – kan torsdag melde om en vellykket udsejling af den nye Tyra II-procesplatform.
Torsdag klokken 10.15 lokal tid startede det 17.000 tons tunge procesmodul rejsen vestover fra McDermotts værft i Batam, Indonesien ombord på transportskibet GPO Emerald. Procesplatformen har været under konstruktion siden oktober 2018, og der er brugt mere end 18,8 millioner arbejdstimer på at bygge det.
Den lange rejse fra Asien til den danske Nordsø vil tage omkring 30 dage, og den vil føre platformen gennem Suezkanalen, hvor transportskibet tager ekstra ballast ombord for at toppen af platformen kan passere under broen med en afstand af mindre end to meter.
Ved ankomsten til Tyra-feltet vil procesmodulet blive løftet på plads som den sidste af de otte platforme, der skal udgøre Danmarks nye knudepunkt for naturgasproduktion – Tyra II. På grund af modulets enorme vægt er kun ét kranfartøj i hele verden – Heerema Marine Contractors Sleipnir – i stand til at udføre dette verdensrekordløft.
Nu hvor procesplatformen har forladt værftet, vil de kommende aktiviteter på Tyra Genopbygningsprojektet ske offshore på Tyra-feltet, hvor der arbejdes på at sætte strøm i de installerede platforme og forbinde dem med den eksisterende Nordsø-infrastruktur.
“Udsejlingen af den nye Tyra II procesplatform er en milepæl for Tyra Genopbygningsprojektet, da det markerer afslutningen på al konstruktion på land. Herefter vil det resterende arbejde på Tyra II foregå i den danske Nordsø, hvor vi har brug for fuld støtte fra offshore specialister fra Danmark og hele verden. Størrelsen og omfanget af vores nye procesplatform er imponerende, og vi ser meget frem til at få installeret og forbundet det sidste store modul med de resterende platforme på Tyra-feltet i løbet af den næste måned,” siger Tyra Genopbygningsprojektets Viceprojektdirektør for TotalEnergies EP Danmark A/S, Lars Bo Christiansen.