Danske Havne glade for statsstøtte til havne-projekter
25 millioner kroner til at sætte turbo på grønne projekter blandt flere danske havne vækker stor glæde hos brancheorganisationen Danske Havne.
En række af Danmarks havne får del i de 25 millioner kroner til at sætte turbo på nogle af havnenes grønne projekter, og det vækker stor begejstring hos brancheorganisationen Danske Havne.
”Vi er vældig glade for, at en bred vifte af vores medlemshavne får tilskud til nogle af deres projekter, der er grønne og klima-gavnlige men også hundedyre. Der er 11 havne-projekter, der har søgt, og de 10 modtager støtte. Det er træls for det sidste projekt, men trods det meget flot, at 10 ud af 11 projekter er fundet støtte-egnede,” siger direktør i Danske Havne, Tine Kirk, der repræsenterer de danske erhvervshavne.
Hun gør desuden opmærksom på, at det er både store og mindre havne fordelt i hele Danmark, der er fremme i de grønne sko.
Med 7,2 millioner kroner er Kolding Havn den suveræne topscorer over modtagere af den 25 millioner kroner store pulje. Havnen er ambitiøs og målrettet og har, i lighed med en række andre havne, en klar grøn strategi om at blive klimaneutral i 2030. Blandt andet har havnen som hovedprioritet i sin grønne strategi, der blev udgivet i januar i år, at udskifte diesel-drevne maskiner til el.
”Fra de største kraner, ladbiler, varebiler og personbiler til de mindste plæneklippere,” hedder det i havnens i strategi. Pengene fra puljestøtten skal Kolding Havn bruge til et etablere intelligent landstrøm. Netop elektrificering er en anbefaling fra Klimapartnerskabet.
Den havn, der har fået afslag, har søgt om støtte til genanvendelse af plastik, helt konkret aflagte fiskeriredskaber, og havnen er uenig i ministeriets afgørelse.
Her kan du se hele listen af projekter og tilskud