NorSea med i samarbejdet om Thor vindmøllepark

Indgangen til Thorsminde fiskehavn. Arkivfoto
Indgangen til Thorsminde fiskehavn. Arkivfoto

En af verdens største vindmølleparker skal være klar til at levere grøn vindenergi til hundredtusindvis af mennesker i 2024, og det bliver med Norsea som baseoperatør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Danmarks største havmøllepark, Thor, begynder at levere grøn vindenergi i 2024, så vil NorSea være på plads som baseoperatør for projektet. Det styrker Thorsminde Havn i udvikling mod offshore servicehavn, skriver Danske Havne og NorSea i en fælles pressemeddelelse.

– Med NorSea får vi rigtig mange kompetencer og nye forsyningskæder på havnen i Thorsminde. Det er en kæmpe gevinst, at de dækker så mange af vindindustriens servicebehov. De kommer helt sikkert til at accelerere den udvikling, vi ønsker for Thorsminde Havn, siger Poul Willadsen, der er formand for havnebestyrelsen.

Thor Havmøllepark placeres 20 kilometer fra kysten, og der er stærke ambitioner i nærområdet om at etablere en effektiv basehavn, som kan efterkomme behovet for serviceydelser, når parken går i drift.

– Når parken er opført og overgår til driftsfasen, så vil der blive brug for en stærk og kompetent full-service baseoperatør. Vi har årelang erfaring i at levere på alle de services, som efterspørges i en basehavn, og vi har hele viften af kompetencer, som der er brug for, siger Anders Aalund Olsen, Head of Logistics, Offshore Solutions i NorSea.

Thor bliver blandt de største havmølleparker i verden og vil, når den er fuldt udbygget og net-tilsluttet i 2027, kunne forsyne cirka 800.000 danske husstande med grøn energi.

Powered by Labrador CMS