Værftsgruppe ser mod Danmark for grønne maritime løsninger

Foto: Keppel Offshore & Marine

Danske Maritime stod i sidste uge i tæt samarbejde med ambassaden i Singapore for et virtuelt eksportfremstød til værftsgruppen Keppel Offshore & Marine, som har en lang række værfter verden over.

Offentliggjort

Den danske ambassade i Singapor og Danske Maritime stod den 6. oktober bag et virtuelt eksportfremstød til værftsgruppen Keppel Offshore & Marine.

Fremstødet fokuserede på grønne og klimavenlige maritime løsninger, og 15 danske maritime virksomheder deltog i arrangementet, som blev åbnet af Danmarks ambassadør i Singapore, Sandra Jensen Landi.

Danske Maritimes CEO Jenny N. Braat holdt et indlæg om danske kompetencer indenfor grønne maritime løsninger, hvorpå Jay Singham, Director – Group Commercial & Sustainability hos Keppel Offshore & marine gav en grundig indføring i Keppel værftsgruppens planer og forventninger om gradvis at blive grønnere.

Værftsgruppen, der var talrigt repræsenteret med et team af eksperter og indkøbere, forventer årligt at reducere sine drivhusgasudledninger med 5 procent. For at nå dette mål kræves nye arbejdsprocesser og ny teknologi.

De danske virksomheder gav i to parallelle sessioner bud på de krævede grønne løsninger, og den indledende dialog på mødet forventes fulgt op af individuelle møder med relevante danske leverandører.

Danske Maritime forventer fortsat fokus på Singapore fremover.

Powered by Labrador CMS