Danmark går forrest med maritim standard for energieffektivitet
En stribe aktører på tværs af Det Blå Danmark har sat sig i spidsen for at udvikle en ny international standard, som kan medvirke til en mere bæredygtig søfart.
Endelig kom det! Det blå stempel fra den internationale standardiseringskomite for skibs- og marineteknologi, og det betyder, at der om få år kommer en international ISO-standard, som vil gøre det langt nemmere at vælge det bedste og mest energieffektive produkt, når man bygger eller vedligeholder skibe. For enden af bordet sidder Danmark, og over tid kan standarden også bidrage til øget dansk eksport, vurderer Danske Maritime.
En stribe aktører på tværs af Det Blå Danmark har sat sig i spidsen for at udvikle en ny international standard, som kan medvirke til en mere bæredygtig søfart. Energieffektivitet spiller en afgørende rolle både af økonomiske og klima- og miljømæssige årsager, men i praksis kan det være vanskeligt for rederier og værfter at gennemskue, hvilke komponenter, systemer og teknologier, der er mest energieffektive på den lange bane – og dermed det bedste køb, når alt kommer til alt.
Men dette vil i fremtiden blive langt nemmere at gennemskue. Arbejdet med at udvikle en ny international ISO-standard for maritim energieffektivitet kan nemlig nu gå i gang på baggrund af et dansk forslag og med dansk ledelse. Efter lang tids grundig forberedelse er det ikke blot lykkedes at få forslaget igennem internationalt – det blev også vedtaget næsten enstemmigt, og der er allerede eksperter fra 10 forskellige lande verden over, som har meldt sig på banen til at deltage i arbejdet, hvilket er ret ekstraordinært på det maritime område.
Samtidigt har Dansk Standard sikret, at Danmark kommer til at stå i spidsen for arbejdet med fremtidens grønne maritime standarder. Dermed har man gode muligheder for at sætte vigtige danske fingeraftryk på arbejdet, og danske virksomheder har en unik chance for at få indflydelse på fremtidens markedskrav på området.
“Jeg er stolt over, at vi fra dansk side har taget teten og nu går forrest. Der er kæmpe forskel på kvaliteten af komponenter til skibe, og nu får vi pludselig mulighed for at beskrive det samlede billede af et produkt, så kunderne kan træffe langt mere oplyste valg. Det vil uden tvivl også komme den danske maritime industri til gode, fordi de danske virksomheder leverer produkter i høj kvalitet, som netop sikrer en god og langtidsholdbar energieffektivitet. Den nye standard vil dermed gøre en forskel på flere parametre, og det er glædeligt,” siger Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat.
Standarden kan således være med til at styrke og fremtidssikre den danske maritime sektor i en verden, hvor bæredygtighed spiller en fortsat vigtigere rolle, og hvor der på verdensmarkedet er hård konkurrence. Det danske forslag om at udvikle den nye standard er netop blevet vedtaget i den internationale standardiseringskomite for skibs- og marineteknologi (ISO/TC 8 Ships and Maritime Technology), og dermed er der givet grønt lys til, at arbejdet påbegyndes.
“Standarden vil blive udviklet af internationale eksperter med Danmark i spidsen. Vi har dermed gode muligheder for at sætte et stærkt dansk aftryk på den endelige standard, der kommer til at forme fremtidens internationale marked. Det betyder både noget for den globale grønne omstilling af skibsfarten og for den position, som Det Blå Danmark har på verdensmarkedet, hvor vi som land netop klarer os godt med afsæt i både høj kvalitet og aktiv stillingtagen til bæredygtighed,” siger Jens Heiede, standardiseringsdirektør i Dansk Standard.
Det kan den danske pumpeproducent DESMI nikke genkendende til.
“Vi er kommet langt i Danmark og Europa med udviklingen inden for effektive komponenter og systemer til skibsfart. Ud fra de beregninger og sammenligninger, vi har lavet mellem eksempelvis asiatiske og europæiske komponenter, er de europæiske omkring 10 procent mere effektive målt på de data, vi kan få fat i. Det er altså et anseeligt beløb, man vil kunne spare på driften i løbet af skibets levetid på måske 25 år, hvis man sætter fokus på effektiviteten og ser på de samlede driftsomkostninger fremfor blot på købsprisen,” siger John Nielsen, Sales and Application Manager for DESMI Pumping Technology.