Folketinget udskyder fristen for virksomheders årsrapporter permanent
Fremover vil danske virksomheders frist for indberetning af årsrapporten ligge en måned senere end hidtil, oplyser Erhvervsministeriet.
Torsdag har et flertal i Folketinget stemt for en ændring af årsregnskabsloven, der sikrer, at danske virksomheder får bedre tid til at aflevere deres årsrapport til Erhvervsstyrelsen.
Ændringen betyder, at fristen for indberetning af årsrapporten udskydes permanent med en måned fra 5 til 6 måneder. Fristen for indberetning af årsrapporter vil således blive ensrettet med fristen for indberetning af oplysningsskemaet på Skatteministeriets område.
Udskydelsen kan anvendes allerede nu for de årsrapporter, der skulle være indberettet 31. maj 2022.
”Når jeg besøger virksomheder rundt omkring i landet, hører jeg ofte, at de bruger meget tid på at overholde pligter og indberetninger til det offentlige. Og med stress og jag kan der komme fejl. Derfor er det vigtigt, at danske virksomheder har tid nok til at få tjekket årsrapporten igennem, så de kan levere en høj kvalitet i deres regnskaber. Nu udskyder vi fristen for indberetning permanent, så virksomheder rundt om i landet får en måned ekstra til at gå årsrapporten efter i sømmene,” siger erhvervsminister Simon Kollerup i ministeriets pressemeddelelse.
Med lovændringen ensrettes frister til offentlige myndigheder på tværs af Skatteministeriet og Erhvervsministeriet.
Fristudskydelsen af årsrapporterne indgik i den politiske aftale om det fremadrettede behov for revision af 23. juni 2021, som regeringen indgik med V, SF, RV, Ø, NB og Å.