Grøn omstilling kræver ro om erhvervslivets rammevilkår

Foto: Shaah Shahidh / Unsplash

Danske Rederier har et klart ønske til en kommende regering: Fasthold ro om erhvervslivets rammevilkår og fortsæt kursen mod den grønne omstilling.

Offentliggjort

Efter en lang valgkamp blev spændingen udløst sent tirsdag aftes. Danske Rederier ser frem til at samarbejde med partierne på tværs af det nysammensatte folketing.

”Jeg vil gerne sige stort tillykke til alle dem, der bliver valgt, og en stor tak for indsatsen til dem, der trods en ihærdig indsats ikke fik det resultat, de havde håbet på. Det er demokratiets vilkår,” siger administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag kan nu gå i gang, og listen af ting, den kommende nye regering skal forhold sig til, er lang. Ifølge Danske Rederier bør fokus være på at sikre erhvervslivets rammevilkår i den turbulente tid, vi lever i.

”Dansk erhvervsliv er udfordret af internationale kriser og samtidig stærkt fokuseret på at fastholde tempoet i den grønne omstilling. Det kræver ro om rammevilkårene og en aktiv klima- og erhvervspolitik. Det håber jeg, politikerne vil huske, når de skal skrive et nyt regeringsgrundlag,” lyder det fra Anne H. Steffensen.

Netop den grønne omstilling og arbejdskraft bør ifølge Danske Rederier være et andet vigtigt fokusområde for den nye regering.

”Vi skal fortsætte kursen mod den grønne omstilling, sætte farten i vejret og sikre de grønne kompetencer. Her tænker jeg særligt på udbygningen af vedvarende energi, som vi er nødt til at få sat mere skub i. Det kan f.eks. ikke passe, at det skal tage adskillige år at få tilladelse til at etablere en havvindmøllepark, så der noget at tage fat på for den nye regering,” siger Anne H. Steffensen.

Powered by Labrador CMS