Danske Rederier: ‘EU’s grønne udspil kan accelerere omstilling’

Foto: Roger Hoyles / Unsplash

Med et nyt udspil for støtte til grøn omstilling har EU lagt kimen til et hurtigere farvel til fossile brændstoffer. Danske Rederier er positive overfor udsigten til understøttelsen af nye grønne brændstoffer, som også vil gavne skibsfart.

Offentliggjort Sidst opdateret

Europa-Kommissionen har netop fremlagt, hvad der kan tolkes et modsvar på amerikanernes ’US Inflation Reduction Act’, og under navnet ‘A Green Deal Industrial Plan for the Net-Zero Age’ har udspillet ligesom dens amerikanske pendant blandt andet til formål at støtte produktionen af grønne brændstoffer, sikre en grøn infrastruktur og accelerere den grønne omstilling.

Danske Rederier ser med positive øjne på det nye udspil, som kan få stor betydning for den grønne omstilling af skibsfarten.

“Opstartsstøtte er en af nøglerne til at få tilstrækkeligt højt tempo i den grønne omstilling. Vi så det med vindmøllerne i Danmark, og det er det samme med en storskalaproduktion af grønne brændstoffer. Derfor er vi overordnet positive overfor den støtte, som Europa-Kommissionen nu har fremlagt planer for,” siger administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Der er ifølge Europa-Kommissionen behov for større investeringer inden 2030 i fremstillingen af net-zero teknologier givet de europæiske ambitiøse EU-mål og international konkurrence.

Pengene skal gå til at producere net-zero teknologier som sol- og vindenergi, batterier, varmepumper, hydrogen samt fangst og lagring af CO2. Midlerne skal gøres tilgængelige gennem en mere fleksibel tilgang til statsstøtte og via eksisterende EU-ordninger, hvor EU’s innovations fond er central for søfarten.

Der er desuden også planer om at indføre et loft over sagsbehandlingstid i forskellige godkendelsesprocedurer i større projekter. Der nævnes specifikt ideen om en ’One-stop-shop’-tilgang i medlemslandene.

“Netop sagsbehandlingstid ved godkendelser og tilladelser kan være en klods om benet i kampen for at få den grønne omstilling op i fart. Det er et godt signal fra EU, at vi skal stræbe mod at sætte et loft over behandlingstid på godkendelser,” lyder det fra Anne H. Steffensen.

“Jeg håber, at EU’s grønne udspil kan blive et instrument til at sikre, at Danmark, som en af verdens førende skibsfartsnationer, får tilstrækkelige grønne brændstoffer til den voksende flåde af grønne skibe. Det er i dag en af de væsentligste udfordringer for skibsfartens grønne omstilling, at der ikke er sikkerhed for mængden af grønne brændstoffer,” siger hun.

Powered by Labrador CMS