Søtransport fylder endnu mere af dansk eksport

Foto: Rinson Chory / Unsplash

Dansk søfart fortsætter med at brede sig i det samlede billede af dansk eksport. I Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet er søtransport vokset fra at stå for 20,1 procent af den samlede danske eksport til nu at stå for 22 procent af eksporten.

Offentliggjort

Der er tæt trafik på verdenshavene i øjeblikket. Behovet for at fragte varer på tværs af lande og kontinenter med skib er fortsat stort, og det kan aflæses i den seneste Økonomiske Redegørelse fra Finansministeriet.

Her tegner søtransport sig for 22 procent af den samlede danske eksport i andet kvartal 2021 mod 20,1 procent i første kvartal 2021.

”Søtransportens vækst har været et afgørende element for at sikre eksportindtægter til Danmark gennem krisen. Verdenshandlen buldrer derudaf, og som stor søfartsnation har vores rederier kapaciteten til at fragte en stor del af varerne. Skibsfarten spiller en kæmpe rolle for dansk eksport, og det slår Finansministeriet fast med sin redegørelse,” siger Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier.

Søtransport har hævet eksporten fra 62,7 milliarder kroner i første kvartal i år til 70,9 milliarder kroner i andet kvartal.

Ser man på alle tjenesteydelser, som blandt andet omfatter turisme, bygge og anlæg og forarbejdning, er søtransport den eneste branche, der er gået frem.

Eksporten af tjenesteydelser er samlet set faldet 8,4 procent fra første til andet kvartal i år.

Powered by Labrador CMS