2020 var rekordår for piratangreb i Guineabugten

Arkivfoto
Arkivfoto

195 registrerede piratangreb i Guineabugten i 2020 var 20 procent højere end året forinden og dermed ny rekord, oplyser Danske Rederier. Og der er ikke meget, der tyder på, at 2021 bliver bedre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge Dryad Global blev Maersk Cardiff i går forsøgt angrebet af pirater i Guineabugten. Et mindre piratskib forfulgte containerskibet ud for Nigerias kyst, men besætningen nåede at søge beskyttelse i skibets citadel, hvilket fik piraterne til at sejle deres vej igen.

Dermed starter 2021, som 2020 sluttede. Ifølge Danske Rederier var der sidste år 195 tilfælde af pirateri og væbnede røverier i Guineabugten, og det er det højeste antal af angreb nogensinde. Udviklingen får nu Norges Rederiforbund til sammen med Danske Rederier at slå alarm.

– Det er en helt uholdbar situation, vi er vidne til i Guineabugten lige nu. Og det ser desværre ikke ud til at blive bedre, hvis ikke vi gør noget, siger Harald Solberg, administrerende direktør i Norges Rederiforbund. 

Situationen kræver både hjælp fra de omkringliggende kyststater og en international flådetilstedeværelse.

– Vores indsats er nødt til at gå på to ben: Vi skal i samarbejde med de omkringliggende kyststater styrke den lokale indsats for at højne sikkerheden for skibene i området, men vi kommer ikke udenom, at den seneste udvikling også kalder på en sømilitær indsats – gerne i form af en internationalt ledet aktion, siger Harald Solberg.

Udviklingen går den forkerte vej
Antal hændelser i Guineabugten opgøres årligt i en piraterirapport af International Maritime Bureau (IMB). Rapporten for 2020 er lige udgivet og viser, at der sidste år var en stigning i antal angreb på 20 procent i forhold til 2019, hvor der blev registreret 162 hændelser.

– Vi er nødt til at få styr på sikkerheden i området, det skylder vi vores søfarende. De skal kunne tage på arbejde uden at frygte for deres egen sikkerhed, siger Danske Rederiers administrerende direktør, Anne H. Steffensen.

Danske Rederier har mødtes flere gange med den danske forsvarsminister og bakker op om hendes forsøg på at skaffe opbakning til en internationalt ledet militæraktion i området.

– Danmark kan ikke løfte denne store opgave alene, så vi er helt og aldeles afhængige af, at flere lande bakker op. Det er et fælles ansvar at sikre den frie sejlads verden over, og jo flere lande, der melder sig under fanerne, jo større er chancen for, vi kan gøre en forskel, siger Anne H. Steffensen.

Mere end 95 procent af alle kidnapninger til søs skete sidste år i Guineabugten.

Powered by Labrador CMS