Omrokering i topledelsen hos Norwegian Cruise Line
Krydstogtrederiet Norwegian Cruise Line har omrokeret på ledelsesposterne. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Den 1. april overtog David Herrera stillingen som president for krydstogtrederiet Norwegian Cruise Line (NCL) efter Harry Sommer, der fra den 1. juli tiltræder jobbet som President & Chief Executive Officer for NCLH – selskabet bag Norwegian Cruise Line, Oceania Cruises og Regent Seven Seas Cruises. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
David Herrera har siden 2015 bestridt en række ledende stillinger i virksomheden og har spillet en nøglerolle i positioneringen af NCL som et af verdens førende krydstogtselskaber, og i hans nu tidligere job som Chief Consumer Sales & Marketing Officer har David Herrera skabt solide resultater med blandt andet en historisk salgsrekord i november 2022, ligesom 2023 er startet med den højeste belægningsgrad nogensinde og en ny salgsrekord i januar.
“I knap et årti har David og jeg arbejdet tæt sammen om at øge NCL’s globale tilstedeværelse og forme brandets fremtid. Med over 25 års solid erhvervserfaring og en stærk baggrund inden for økonomi, salg, marketing og forretningsudvikling er David en vigtig del af NCL’s succes, og jeg er sikker på, han fortsat vil løfte og styrke udviklingen af NCL på den videre rejse,” lyder det fra den kommende President og Chief Executive Officer for Norwegian Cruise Line Holdings Ltd, Harry Sommer, i pressemeddelelsen.
I den nye rolle får David Herrera ansvaret for den overordnede strategiske vision og eksekvering af brandets forretningsplan, og rapporteringslinjen vil inkludere revenue management, guest services, brand finance, international sales samt den nyoprettede afdeling Experiences at Sea, der fokuserer på at udvikle helt særlige gæsteoplevelser og events.
”Jeg er beæret og ydmyg over at få mulighed for at lede det dygtige og passionerede NCL-team og fortsætte samarbejdet med Harry og vores fremragende ledelsesteam, så vi sammen kan bygge videre på vores stærke momentum. I år bliver endnu en milepæl for os med den fortsatte udrulning af Prima Class, og jeg ser frem til at lede vores team og gæster på denne spændende rejse,” siger den nytiltrådte NCL-president.
David Herreras nye rolle medfører ligeledes nye titler til en række andre betroede NCL-medarbejdere. Adam Malone bliver Chief Marketing Officer, og Michael Tomoleoni udnævnes Chief Consumer Sales Officer. Desuden påtager Jason Krimmel sig stillingen som Chief International Sales and Marketing Officer, hvor han i tæt samarbejde med David Herrera skal fortsætte den internationale ekspansion af NCL.