80 millioner kroner i donation til Martec
Den A.P. Møllerske Støttefond donerer 80 millioner kroner til Martec i Frederikshavn. Det gør det muligt at udbygge og modernisere skolen med fokus på de grundlæggende maritime uddannelser.
Den A.P. Møllerske Støttefond donerer 80 millioner kroner til Martec i Frederikshavn. Det gør det muligt at udbygge og modernisere skolen med fokus på de grundlæggende maritime uddannelser.
”Hver dag bidrager de søfarende til vores velfærd, til vores samfund globalt. De udgør rygraden i forsyningskæden, holder verden igang – tillige under de enorme udfordringer som covid-19 pandemien har medført. Derfor vil Den A.P. Møllerske Støttefond gerne medvirke til, at flere unge vælger en karriere indenfor søfarten, da en stærk maritim sektor er afgørende også for Danmarks udvikling. Et moderne og attraktivt uddannelsestilbud, også for de yngste, vil gavne såvel søfartsuddannelserne som lokalområdet og udvikling af andre arbejdspladser. Der er således tale om en vigtig donation for Fonden,” siger formand for Den A.P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.
Donationen gør det muligt at udbygge og modernisere Martec Kragholmen, så skolen får et nutidigt og attraktivt studie-, skolehjems- og fritidsmiljø. Med donationen bygges der en ny hovedbygning samt 2 skolehjemsbygninger med plads til 68 elever. Ud over støtten fra Den A.P. Møllerske Støttefond bidrager skolen selv til renovering og ombygning af de eksisterende bygninger, så hele skolen løftes. Skolen vil være åben i byggeperioden.
Nyheden blev lanceret den 2. juli i forbindelse med dimissionsfest for togt 109 med Skoleskibet Danmark. Det vækker stor glæde og begejstring, ikke mindst hos Frederikshavns borgmester Birgit Hansen, som var taler ved festen.
”Denne donation fra den A.P. Møllerske Støttefond har enorm betydning for Frederikshavn og erhvervslivet i regionen. Den er en tydelig tilkendegivelse af, at der er tro på og tillid til, at vi i provinsen kan skabe uddannelser af den højeste kvalitet, som er tidssvarende og efterspurgte af erhvervslivet,” lød det fra borgmesteren.
Forberedelserne til byggeriet går nu i gang og det glæder Pia Ankerstjerne, som er direktør på Martec.
”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glade og stolte vi er for fondens støtte. Vi har i mange år ønsket at løfte niveauet på den gamle søfartsskole fra 1939, der nu går under navnet Martec Kragholmen, men der har ganske enkelt ikke været økonomi til at igangsætte et projekt af denne kaliber. Med Den A.P. Møllerske Støttefonds donation kan vi snart tilbyde de allerbedste vilkår for de unge, som ønsker sig en grundlæggende maritim uddannelse som skibsassistent eller som maritim student. Når dette projekt er tilendebragt, har vi både uddannelser og faciliteter i absolut topklasse,” lyder det fra Pia Ankerstjerne.
”Der er mangel på arbejdskraft i branchen, hvilket faktisk er lidt uforståeligt i betragtning af de kæmpe muligheder en søfartsuddannelse giver. Det forsøger vi at rette op på. Fondens støtte skal sikre, at Martec Kragholmen i fremtiden står som et tydeligt vartegn for Det Blå Danmark – og det vil vi gøre alt for at honorere,” siger hun.