Ny politik mod migranter – Skub dem tilbage i vandet
Den engelske regering har ændret politik overfor både med migranter, der sejler til Storbritannien fra Frankrig. Fremover vil de skubbe flere af bådene tilbage i vandet.
Flere end 14.000 migranter har alene i år taget turen over Den Engelske Kanal fra Frankrig til Storbritannien, og nu et det nok. Det mener den britiske regering, der pønser på en ny asylpolitik, der i de britiske medier – her iblandt Daily Mail – går under navnet “Pushback”.
Her vil regeringen nu uddanne sin kystbevogtning i at “skubbe” de største migrantbåde tilbage i havet og bede dem sejle retur til Frankrig.
Allerede i starten af august satte Storbritannien en ny dagsrekord i antallet af migranter, der søgte asyl i landet. 482 personer lød det på dengang, men i mandags var tallet helt oppe på 785 migranter, der gik i land på den britiske kyst.
Storbritanniens regering og indenrigsminister Priti Patel har flere gange udtrykt, at de ikke får nok hjælp af de franske myndigheder til at hindre migranterne i at drage ud på den farefulde sejlads over kanalen, og det er altså derfor, at de nu vil sende flere af migrantbådene retur.
Ifølge avisen Independent er det dog kun større migrantbåde, der skal skubbes – og det bliver op til den enkelte kaptajn på de britiske kystvagtsfartøjer at afgøre, om det i situationen er forsvarligt.
“Regeringen holder alle muligheder åbne. Vi skal ikke bringe folk der er ude på en farlig rejse i endnu større fare, men hvad vi skal, er at afskrække dem, så de ikke begiver sig ud på rejsen overhovedet,” siger et medlem af regeringen til avisen.