Wood Thilsted skal designe fundamenter til Thor Havvindmøllepark
Det bliver den dansk-britiske virksomhed Wood Thilsted, som skal designe fundamenter til Thor Havvindmøllepark i Nordsøen.
Wood Thilsted har sikret sig en opgave af de helt store. Den dansk-britiske virksomhed skal nemlig stå for at designe fundamenterne til Thor Havvindmøllepark, der bliver Danmarks hidtil største af slagsen. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Havvindmølleparken, der skal levere strøm til op imod en million danske husstande, opføres af det tyske selskab RWE, der har vundet opgaven i en budrunde med flere velrenommerede konkurrenter.
“Selvom Wood Thilsted har fremdrift ude i verden, er det da noget særligt for os at vinde udbuddet om et projekt i Danmark,” fortæller afdelingschef Morten Dahl Nielsen, der har stået for forhandlingerne med RWE.
Det er kun syv år siden, ingeniørerne Christian LeBlanc Thilsted og Alastair Muir Wood etablerede Wood Thilsted, men siden da er det gået stærk for virksomheden, der i 2021 blev hædret med Børsens Gazellepris, og Wood Thilsted har allerede haft succes med at vinde store kontrakter om prestigefyldte havvindmølleprojekter i både USA, Storbritannien og Asien.
Men nu er det altså blevet tid til, at den unge virksomhed skal designe fundamenter til Thor Havvindmøllepark i Nordsøen, så danskerne kan få grøn strøm til lave kWh-priser.
”Vi kan mærke, at vores unge ingeniører er meget begejstrede for at være med til at drive den grønne omstilling herhjemme. Det er meget positivt, for vi forventer, at vi får brug for endnu flere dygtige ingeniører i fremtiden.”
Thor Havvindmøllepark er den første af de tre havvindmølleparker, der ifølge Energiaftalen fra 2018 skal opføres i Nordsøen.