DFDS fortsætter vækstsporet i tredje kvartal

Foto: DFDS

Det danske rederi DFDS kom ud af årets tredje kvartal med et nettooverskud på 242 millioner kroner, på linje med overskuddet på 244 millioner kroner i samme kvartal sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

DFDS kom ud af årets tredje kvartal med et nettooverskud på 242 millioner kroner, på linje med overskuddet på 244 millioner kroner i samme kvartal sidste år. Samtidig steg omsætningen fra 3,6 milliarder kroner i tredje kvartal sidste år, til nu 4,4 milliarder kroner. Det oplyser rederiet.

“Dækning af vores kunders behov gav os ekstra omkostninger i et travlt tredje kvartal. Når vi ser fremad, fortsætter vi ad vækstsporet, støttet af vores seneste opkøb af HSF Logistics Group og ICT Logistics,” lyder det i en kommentar til regnskabet fra CEO i DFDS, Torben Carlsen.

Det samlede driftsresultat (EBITDA) for fragtfærge og logistik før særlige poster steg med 6 procent til 795 millioner kroner og var primært drevet af høj vækst i forretningsenheden Mediterranean.

Det samlede EBITDA for passageraktiviteterne i forretningsenhederne Baltic Sea, Channel og Passenger faldt med 43 millioner kroner eller 45 procent til 53 millioner kroner. Det samlede EBITDA på 848 millioner kroner var på niveau med 2020.

Forventningerne til DFDS’ årsresultat er nu blevet indsnævret, hvor rederiet nu forventer et driftsresultat (EBITDA) på 3,3 til 3,5 milliarder kroner mod tidligere 3,2 – 3,6 milliarder kroner.

Kilde: DFDS
Powered by Labrador CMS