Delvist frasalg af havvindmøllepark sikrer Ørsted rekordstort driftsresultat
Den danske energigigant Ørsted har onsdag morgen præsenteret et driftsresultat på 32,1 milliarder kroner i 2022. Det fremgår af selskabets årsregnskab.
Et delvist frasalg af havvindmølleparken Hornsea 2 er skyld i stærk medvind for den danske energigigant Ørsted. Onsdag morgen har selskabet nemlig præsenteret deres årsregnskab for 2022, og her kan man således læse, at koncernen har opnået et driftsresultat på 32 milliarder kroner for de seneste 12 måneder – en fremgang på 7,8 milliarder i forhold til året før.
Men selv hvis frasalget af Hornsea 2, der er verdens største havvindmøllepark, trækkes fra ligningen, så ligger driftsresultatet fortsat på 21,1 milliarder kroner.
Ifølge Ørsted er det blandt andet en højere indtjening end forventet fra selskabets kraftvarmeværker og gasforretning, der står bag fremgangen.