Spottet igen – Ny anmeldelse om droneaktivitet i Nordsøen

Åsgard B. Foto: Equinor
Åsgard B.

En eller flere droner er lørdag blevet spottet tæt ved Åsgard-feltet i Nordsøen.

Offentliggjort

Norsk politi fik lørdag omkring klokken 13.00 en advarsel om en eller flere droner ved Åsgard B-platformen i Åsgard-feltet i Nordsøen. Det oplyser ordensmagten til det norske medie NRK.

Ifølge politiet var det medarbejdere på Åsgard B-platformen, der selv meldte observationerne, mens politiet samtidig fik en anmeldelse om et russisk fartøj, der lå ved gasfeltet Ormen Lange.

Både Danmark og Norge har den senere tid oplevet flere episoder med droneaktivitet omkring olie- og gasinstallationer i Nordsøen, og weekendens observationer indgår nu i den omfattende efterforskning, som politiet er i gang med.

Operatøren på Åsgard-feltet, Equinor, har overfor NRK ikke ønsket at kommentere sagen.

Powered by Labrador CMS