Dronningen nåede frem – Håber stadig på Kongeskibet
Dronning Margrethe nåede torsdag formiddag endelig frem til det royale besøg på Færøerne. Kongehuset håber stadig på, at Kongeskibet Dannebrog vil gøre majestæten selskab.
Trods flere udfordringer nåede Dronning Margrethe torsdag formiddag frem til det officielle besøg på Færøerne under årets sommertogt i riget. Det bekræfter Kongehuset.
I første omgang var der tekniske problemer med Kongeskibet Dannebrog, da de satte afsted mod Færøerne først på ugen, og skibet endte med at måtte trækkes tilbage til Frederikshavn af Forsvarets fregat Ivar Huitsfeldt.
I anden omgang var det lokale vejrforhold omkring Vágar Lufthavn på Færøerne, der onsdag gjorde det svært for majestæten at lande, og derfor nåede dronning Margrethe ikke frem til velkomstceremonien på de nordatlantiske øer.
Torsdag formiddag lykkedes det så endelig for monarken at sætte sine fødder på Færøerne og deltage i den udsatte velkomst torsdag eftermiddag, og Dronning Margrethe kan nu nyde sit ophold i Nordatlanten frem til mandag, hvor besøget officielt slutter.
Ifølge Ekstra Bladet ligger Kongeskibet Dannebrog fortsat ved Frederikshavn, hvor skibet har befundet sig siden
motorproblemerne indtraf i sidste weekend, men Kongehuset fortæller til avisen, at man stadig håber, at den royale husbåd kan nå frem til Færøerne – men dog tidligst søndag.
Dronning Margrethe plejer normalvis at overnatte på Kongeskibet under sine sommertogter, men majestæten må i disse dage tage til takke med et hotelværelse i Thorshavn.