Norden opjusterer forventningerne nok engang
Det går forrygende for det danske rederi Norden, der endnu engang opjusterer sine forventninger til 2021.
Det er et stærkt tørlastmarked, der giver rederiet DS Norden anledning til at opjustere sine forventninger til 2021 endnu engang. Rederiet forventer nu at lande et justeret overskud på op mod 200 millioner dollar. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
“De nye forventninger er baseret på fortsatte stigninger i fremtidige fragtrater for 3. kvartal og 4. kvartal i tørlastmarkedet, hvilket har øget raterne på Supramax og Panamax skibstyperne med cirka 10.000 dollar per dag siden slutningen af maj, og med cirka 2.750 dollar per dag i løbet af den seneste uge,” lyder det i meddelelsen.
Den seneste opskrivning af forventningerne skete så sent som 1. juni, hvor de opjusterede til 110-160 millioner dollar.
”Med betydelige ratestigninger oplevet i løbet af de foregående uger og især de seneste dage, fortsætter den forventede fremtidige indtjening med at stige på baggrund af Dry Operators lange position (flere skibe end laster). Den operationelle udvikling i vores Dry Operator forretningsenhed gør det muligt for os fortsat at udnytte markedsvolatiliteten såvel som den daglige skibsdrift,” siger CEO i DS Nordens, Jan Rindbo.