Se billederne: Kronprins Frederik på tunmærkning

Foto: Lars Mikkelsen

En stor, prægtig og lynhurtig fisk er tilbage i de danske farvande. Efter 50 års fravær er tunen kommet tilbage, og DTU Aqua markerede sæsonen for mærkning af den hjemvendte fisk med besøg af fiskeriminister Rasmus Prehn og H.K.H. kronprins Frederik.

Offentliggjort

H.K.H. Kronprins Frederik og fiskeriminister Rasmus Prehn var begge ombord, da DTU Aqua stævnede ud fra Skagen Havn for at mærke tunfisk mandag den 23. august.

Og de var heldige – himlen var blå, tunen sprang om båden, og kronprins Frederik var karl for sin hat, da han som den uddannede frømandskorpsmand han er, sprang i vandet på åbent hav for at hjælpe en groggy tun på ret køl igen. Tunen havde været ombord på båden, hvor DTU Aquas forskere mærkede den med en gps-sender.

”Det gik rigtig godt med at få kronprinsen og ministeren på mærkebåden. Vi sejlede fra Skagen Havn klokken 9.50 i høj sol og vindstille forhold. Turen til mærkebåden tog cirka en time. Kronprinsen og ministeren blev transfereret til mærkebåden og fik vist, hvordan vi mærker tun med sattelit-mærker. Kronprinsen blev tilbudt at iføre sig våddragt og springe i vandet, når vi genudsatte de mærkede tun. Han tog straks imod tilbuddet og sprang i vandet,” fortæller vicedirektør på DTU Aqua, Anders Koed, der var med på turen.

Den blåfinnede tun forsvandt fra de danske farvande i 1960’erne af ukendte årsager. I midten af 2010’erne vendte den tilbage, også af ukendte årsager. Dette har givet forskere ved DTU Aqua en helt unik chance for at få mere viden om den blåfinnede tuns biologi og vandringer.

Mærket, der sættes fast på tunen, sender via sattelitter data til forskerne om, hvor fisken har været, hvor den foretrækker at finde føde, om vanddybde, temperatur og lys.

”Det er vigtigt, at vi hjælper til med at få bestanden af tun tilbage til et sundt niveau. Derfor kan vi i Danmark være stolte over den indsats, som forskerne på DTU Aqua gør for at få den store fisk tilbage i dansk farvand. Jeg ser meget frem til at høre fra forskerne og blive klogere på tunens tilbagekomst,” siger fiskeriminister Rasmus Prehn i pressemeddelelsen fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Efter tunmærkningen ude på vandet gik turen tilbage til Skagen Havn. Ifølge DTU Aquas forskere gav både Kronprins Frederik og minister Rasmus Prehn udtryk for, at det havde været en fantastisk dag, og takkede DTU Aqua for oplevelsen.

Siden 2017 har DTU Aqua undersøgt, hvordan 200-350 kg store blåfinnede tun, der er fanget i danske farvande og påmonteret en gps-sender og derefter sluppet fri igen, vandrer rundt i Atlanterhavet og i Middelhavet.

”Dette har givet os en helt ny og overraskende indsigt i den blåfinnede tuns fantastiske adfærd og biologi – en viden som samtidig i høj grad kan bidrage til en bæredygtig forvaltning af de blåfinnede tunbestande,” siger Anders Koed.

Hvad betyder en dag som denne med både minister og kronprinsen ombord for DTU Aquas arbejde med den hjemvendte tun?

”Den store positive opmærksomhed kan få stor betydning for DTU Aquas forskningsarbejde med tun, primært i forhold til tilladelser og bevillinger til arbejdet fremover,” siger Anders Koed.

Powered by Labrador CMS