Fire bjergningseksperter klar til at gå ombord på fragtskibet
Fire hollandske bjærgningseksperter vil onsdag formiddag blive sendt ombord på fragtskibet Eemslift Hendrika, der fortsat driver ubemandet rundt vest for den norske by Ålesund. Det skriver Verdens Gang.
De to norske slæbebåde BB Ocean og Normand Drott, der er chartrer af det hollandske selskab Smit Salvage, der skal hjælpe med redningsaktionen, ankom natten til onsdag til det hollandske fragtskib, der driver rundt vest for Ålesund.
Med sig har de fire hollandske bjærgningseksperter, der fra en helikopter skal hejses ombord på fragtskibet og fastgøre et bugsertov til de to slæbebåde – en aktion, der starter omkring klokken 09.00 onsdag formiddag. Når de fire eksperter sænkes ned, kan de modtage bugseringsudstyr fra de to slæbebåde. Derefter er planen, at skibet skal trækkes ind til land og stabiliseres.
Området vest for Ålesund, hvor Eemslift Hendrika driver rundt, var tirsdag ramt af en storm, der har bragt skibet tættere på land, men onsdag lyder meldingen om bedre vejrforhold til en bjærgningsaktion.
”Det er vejret og bølgerne, der gør dette udfordrende, men vejret er betydeligt bedre i dag. Sandsynligheden for, at dette vil gå godt, er god, men personalets sikkerhed er vigtigst,” siger Hans-Petter Mortensholm, der er direktør for miljøberedskab i Kystverket i Norge.
Hvis det ikke lykkes de fire bjærgningseksperter at komme ombord på det drivende skib, forventes det at kunne grundstøde i løbet af onsdag eftermiddag, og med en last bestående af omkring 350 tons tung olie og 50 tons diesel om bord, har både den norske kystadministration og eksperter har været bekymrede over miljøskader i havet, hvis skibet skulle vælte.
Ifølge Hans-Petter Mortensholm er der dog tro på, at bjærgningen vil ende succesfuldt, og risikoen for at skibet vælter onsdag, er mindre end den var tirsdag.