Stigende efterspørgsel på survival kits er udtryk for øget sikkerhedsfokus

Administrerende direktør hos West-Marine, Carsten Larsen, hjælper med at pakke de mange Survival Kits. Foto: West-Marine A/S
Administrerende direktør hos West-Marine, Carsten Larsen, hjælper med at pakke de mange Survival Kits.

De seneste år har virksomheden West-Marine fået flere ordrer på overlevelsespakker til havvindmøller.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis vejrguderne raser, og man som tekniker uheldigvis befinder sig på en havvindmølle langt fra land, ja, så kan det blive aktuelt med en overnatning eller to, indtil det igen er muligt at blive hentet. Det scenarie virker mere og mere realistisk i takt med, at store havvindmølleparker etableres længere ude på havet. Typisk er offshore havvindmøller dog ikke indrettet til formålet, og derfor har de som regel mindst ét survival kit til overlevelse ‘ombord’, hvis der skulle opstå en nødsituation.

“Møllerne skal serviceres engang imellem, men det kan jo ske det, at vejrliget er så dårligt, og bølgerne så høje, at det ikke kan lade sig gøre at hente folk derfra igen. I sådan nogle situationer skal de jo kunne overleve og sove ordentligt, mens de er der,” siger administrerende direktør hos servicevirksomheden West-Marine i Esbjerg, Carsten Larsen.

De seneste par år har West-Marine oplevet en stigende efterspørgsel på deres survival kits, og det er Carsten Larsen overbevist om, at der er en god forklaring på.

“Vi ser det som et udtryk for et større fokus på sikkerheden for de folk, der arbejder primært på havvindmøller. Det er de vigtige spillere som Siemens, så det er over en bred kam, at vi ser et større fokus på sikkerhed og den potentielle risiko, der kan være ved at skulle strande ude på en havvindmølle og ikke kan komme ind på grund af vejrlig. Der er man nødt til at sikre sig, at folk kan overleve, og det er også et signal til medarbejderne i de her store organisationer om, at deres sikkerhed og velbefindende ligger dem meget på sinde. Det er jo kun positivt,”siger han.

Hos West-Marine har man været i gang i mere end ti år med at levere små ting som mad og drikke, men som Carsten Larsen forklarer, så griber det om sig, og man tager efterhånden sikkerheden til et større niveau.

“Det er en glidende udvikling, men det er også bevidst fra kunderne og udspringer af deres egen fokus på sikkerhed. Aktørerne på de her områder er langt foran, for det er de nødt til at være, og det er rigtig fint,” siger han.

Dette er et uddrag af en længere artikel bragt i magasinet MaritimeDirect. Du kan læse hele artiklen og resten af magasinet ganske gratis ved at klikke her.

Powered by Labrador CMS